EU-Kommissionen trækker Danmark i retten

Dansk nøl med at opfylde EU's vandrammedirektiv får nu EU-Kommissionen til at sende sagen til domstolen.

Danmarks nøl med at lave en vandmiljøplan får nu EU-Kommissionen til at sende sagen til EU-Domstolen. Det meddeler kommissionen i en pressemeddelelse torsdag.

- EU-Kommissionen tager Danmark i retten for ikke at lave planer for håndteringen af sine vandløb. Disse planer er afgørende for at sikre tiltag, der skal give danske vandløb betegnelsen "god status" i 2015 - og som skulle have været vedtaget inden december 2009.

- Forsinkede planer kan betyde, at man ikke opnår den nødvendige vandkvalitet. Kommissionen sender nu på anbefaling af miljøkommissær Janez Potocnik sagen til EU-Domstolen, hedder det i pressemeddelelsen.

Sagen om Danmarks manglende efterlevelse af EU's vandrammedirektiv har ulmet i EU-systemet i flere år.

I april forrige år jublede daværende miljøminister Ida Auken (SF) ellers over, at EU-Domstolen meddelte, at den droppede en tidligere sag mod Danmark, da planerne var undervejs.

Men siden blev de danske vandplaner i december 2012 - herunder de omdiskuterede randzoner - underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet, fordi der havde været for korte høringsfrister.

I maj 2013 oplyste daværende, fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF), at en ny høringsrunde var sat i sving med en frist på seks måneder.

I oktober sidste år rykkede kommissionen så igen i Danmark for at se planerne, der er en udmøntning af EU's vandrammedirektiv, som skal sikre, at der er god økologisk tilstand i såvel grundvand som i åer, søer og kystnære farvande i 2015.

- Da der af denne grund ikke er nogle planer på plads i Danmark i øjeblikket, genindleder kommissionen proceduren, skrev kommissionen dengang.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst