EU lancerer "Vand for liv" i Johannesburg

- Den globale vandkrise er en trussel mod vores planet og vore børns fremtid

Johannesburg 4. september 2002 08:00

Johannesburg, tirsdag Ritzaus udsendte medarbejder Jesper Ravn EU præsenterede tirsdag et nyt stort globalt udspil, der skal hjælpe med at skaffe mere og renere drikkevand, kloakering og hygiejniske leveforhold i en række lande i Afrika, Østeuropa og Kaukasus samt i de tidligere sovjetstater i Centralasien. Partnerskabet "Vand for liv" blev søsat på FN-topmødet i Sydafrika af statsminister og EU-formand Anders Fogh Rasmussen (V) og EU-kommissionens formand, Romano Prodi. - Vi har en moralsk pligt til at gøre det rigtige: At skaffe rent drikkevand og sanitet til hver en landsby, provinsby og storby på planeten. Derved kan vi hvert år redde mange millioner liv og forhindre, at flere hundrede millioner mennesker får alvorlige sygdomme, sagde Fogh Rasmussen. EU's initiativ søger at fremme samarbejde mellem lande, der deler vandforekomster i flodbækkener. Erfaringer fra Europa viser, at samarbejde om brugen af vand stimulerer den økonomiske udvikling og forhindrer konflikter. Alene på Afrika-kortet er der 60 floder, som flyder gennem flere lande, og EU-udspillet skal gøre brugen af vand i Afrika mere koordineret og effektiv. - Vandkrisen handler om dårlig regeringsførelse. Vores initiativ vil forbedre administrationen af vand og opbygge stærkere partnerskaber mellem regeringer, civilsamfund og den private sektor, sagde statsministeren. "Vand for liv" er blevet til i en multinational proces og er åbent for nye partnere og regioner i verden, forklarede Romano Prodi. Både lande i Latinamerika og rundt om Middelhavet har ytret ønske om at deltage i nær fremtid. Et af formålene er at overføre viden gennem træning og opbygning af lokale institutioner, målrettet forskning og videnskabeligt samarbejde. - Den globale vandkrise er en trussel mod vores planet og vore børns fremtid. EU investerer allerede 1,4 milliarder euro (over 10 milliarder kroner) årligt i udviklingshjælp til vand og videnskabeligt samarbejde. Vi er parat til at øge disse bevillinger i de kommende år som et svar på, hvad ulandene selv måtte prioritere, sagde Kommissionens formand. EU har konstant betonet, at de frivillige partnerskaber skal være et supplement til vedtagelserne i FN-topmødets handlingsplan. Og det er i høj grad tilfældet med "Vand for liv", som understøtter målet om at halvere antallet af mennesker uden rent vand (1,2 milliarder) og sanitet (2,4 milliarder) i år 2015, understregede Fogh og Prodi. I søndags præsenterede EU et lignende partnerskab om energi til de fattige. De to udspil skal matche USA's showprægede lancering i sidste uge af en lang række partnerskaber inden for vand, energi, beskyttelse af skoven i Congo-bækkenet og kamp mod sult og sygdommene hiv/aids, tuberkulose og malaria. Viceminister Paula Dobriansky sammenlignede USA's nye partnerskaber med den storstilede Marshall-hjælp til Europa efter den anden verdenskrig. Der er imidlertid ikke mange nye penge i de amerikanske initiativer. De fleste er baseret på omrokering på budgetterne og medfinansiering fra anden side. Romano Prodi understregede på pressemødet, at det er EU-landene, som bliver motor i kampen for bæredygtig udvikling. - Ingen andre lande kan tage det ansvar. Jeg har gjort mig nogle observationer om Europas rolle i fremtiden. Der er en voksende spænding mellem de fattige mennesker på jorden og industrilandene. Det er en realitet, vi må tage konsekvensen af. Vi må forpligte os selv meget stærkt til at øge udviklingsbistanden i fremtiden, for der bliver ingen udvikling, hvis der ikke er skoler og infrastruktur, sagde EU-kommissionens formand. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...