EU-lande leder efter et passende svar til Putin

EU-ledere mødes for at diskutere nye sanktioner mod Rusland. Men økonomisk pisk vil også ramme EU-landene selv

EU's stats- og regeringschefer kæmper med at finde en grimasse, der kan passe, over for Rusland.

Når EU-lederne torsdag samles til et topmøde i Bruxelles vil det store emne blive mulige nye sanktioner mod den store nabo mod øst. Men lysten til at tage fat på de helt tunge sanktionsinstrumenter er svær at få øje på i de europæiske lande.

Ved et hasteindkaldt topmøde for to uger siden vedtog EU-lederne ellers det, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kaldte "en tretrinsraket" af sanktioner.

I første omgang afbrød EU en række politiske forhandlinger med Rusland

Dernæst har EU indført indrejseforbud og indefrosset kapital for 21 navngivne militærfolk og politikere fra Rusland og Krim-halvøen.

Og som fase tre skulle det medføre "yderligere og vidtrækkende konsekvenser", hvis Rusland tog nye skridt for at destabilisere situationen i Ukraine.

Siden det topmøde har befolkningen på halvøen Krim ved en folkeafstemning, som ikke er anerkendt af andre lande end Rusland, løsrevet sig fra Ukraine, og dernæst har Ruslands præsident, Vladimir Putin, inviteret Krim indenfor i den russiske føderation.

Alligevel tøver EU med at tage fat på det sidste trin i tretrinsraketten, som i sidste ende kan føre til en fuld handelsblokade.

Helle Thorning-Schmidt har forud for mødet lagt op til, at EU i hvert fald bør gå i gang med forberedelserne af hårdere sanktioner. Men hun har heller ikke lagt skjul på, at hårde økonomiske sanktioner også kan ramme EU selv - inklusiv Danmark.

- Jeg er som statsminister og socialdemokrat nødt til at gøre det klart, at økonomiske sanktioner er alvorlige, og at vi er nødt til at kigge på, at det også kan have betydning i Danmark, også i form af arbejdspladser, sagde Thorning onsdag.

For når der diskuteres nye sanktioner mod Rusland, så handler det ikke bare om krig og fred. Det handler også om kolde kontanter, handelsinteresser og om at holde varmen og holde lyset tændt i store dele af Europa, hvor man er helt afhængig af den russiske gasforsyning.

For dansk erhvervsliv er det en årlig eksport på over 11 milliarder kroner samt store milliardinvesteringer i Rusland, som står på spil.

Forventningen i Bruxelles er dog, at EU-topmødet som minimum vil føre til, at nye navne vil blive tilføjet den sorte liste over personer med indrejseforbud i EU

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst