EU-lande lover Vestbalkan at fortsætte samtaler om medlemskab

Lande på Vestbalkan hører til i EU, mener Ursula von der Leyen, der vil have mere gang i udvidelsesproces.

Der er mere arbejde forude, hvis landene på Vestbalkan vil optages i EU. Det kræver blandt andet flere politiske reformer, fortæller EU-præsident Charles Michel (i midten) på et pressemøde efter topmødet.

Der er mere arbejde forude, hvis landene på Vestbalkan vil optages i EU. Det kræver blandt andet flere politiske reformer, fortæller EU-præsident Charles Michel (i midten) på et pressemøde efter topmødet.

KRANJ:EU's stats- og regeringschefer lover, at de vil arbejde videre med udvidelsesprocessen af EU for lande på Vestbalkan.

Det fremgår af en erklæring fra et EU-topmøde i Slovenien onsdag.

På mødet har også ledere fra de seks lande på Vestbalkan - Albanien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro, Nordmakedonien og Kosovo - deltaget.

Der er dog mere arbejde forude, hvis landene vil optages i EU. Det kræver blandt andet flere politiske reformer, fortæller EU-præsident Charles Michel på et pressemøde efter topmødet.

Han tilføjer, at der også er diskussioner blandt de nuværende 27 medlemslande om, hvorvidt EU overhovedet har plads til nye medlemslande.

Ved samme pressemøde understreger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at landene i Vestbalkan hører til i EU.

Hun lover derfor, at hun vil arbejde hårdt for at få mere gang i udvidelsesprocessen.

I erklæringen fra mødet gentager landene på Vestbalkan, at de er dedikerede til europæiske værdier og principper. Og at de vil gennemføre de nødvendige reformer.

Forud for topmødet ønskede Slovenien, som har formandskabet, at sætte 2030 som tidspunktet for, hvornår landene senest skal være optaget i EU.

Det ønske blev dog afvist af de øvrige EU-lande. Derfor er der ikke en slutdato i erklæringen.

Og det er der heller ikke brug for, mener Angela Merkel, Tysklands forbundskansler.

- Jeg tror ikke på at sætte en deadline. Jeg tror på at sikre god fremgang på vores løfter. Når kriterierne er mødt, kan optagelsen finde sted, siger hun efter mødet.

Hun tilføjer, at en deadline vil give en unødigt pres på EU.

Blandt de seks lande på Vestbalkan er det Albanien og Nordmakedonien, der er længst fremme. Men det er forventet, at der endnu vil gå mange år, før medlemskab kan blive en realitet.

Ursula von der Leyen kritiserer, at EU endnu ikke har påbegyndt åbningsforhandlinger med de to lande. Det skader EU's troværdighed, fordi landene har gjort nok for at komme videre i processen, mener hun.

Derfor er det på tide, at EU leverer, lyder kommissionsformandens budskab.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.