EU-lande udvander forslag om udsmid af fisk i havet

Forbuddet mod udsmid af fisk står ved magt efter nattens EU-forhandlinger, men indholdet er blevet slækket.

EU-lande udvander forslag om udsmid af fisk i havet

Det oprindelige, klare EU-forbud mod fiskernes praksis med at smide uønskede fisk tilbage i havet blev udvandet en smule ved nattens afsluttende forhandlinger mellem medlemslandene.

Men man nåede til enighed, og der er opnået kompromisser, som Danmark godt kan leve med, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S), der kalder aftalen for "rigtig, rigtig, rigtig" god.

- Det har været en lang proces, men det lykkedes i store træk at bevare forbuddet. Der er to ændringer i forhold til det tidligere forslag. Tidsplanen er skredet en lille smule, vistnok et år, men det kan vi sagtens leve med.

- Og så er alle de forskellige landes ønsker om undtagelser blevet samlet i én bagatelgrænse, som går ud på, at i nogle ganske særlige fiskerier, hvor det er svært at opbevare fisk om bord, kan man lave udsmid, siger Mette Gjerskov til Ritzau.

EU-landene skal nu på baggrund af nattens kompromis i forhandlinger med EU-Parlamentet om, hvordan den endelige lovgivning skal se ud.

Og der venter hårde forhandlinger, for parlamentet er en del mere ambitiøs. Parlamentet enedes tidligere på måneden om sit forhandlingsudspil, der lægger op til, at det totale forbud mod udsmid indføres gradvist frem mod 2017.

Ifølge EU-landenes forslag fra i nat skal et forbud mod udsmid af makrel, sild og tobis ganske vist allerede træde i kraft næste år. Men hele forbuddet skal først indfases gradvist frem mod 2019 for de øvrige fiskerier.

Danmark har sammen med Sverige og Norge allerede forbudt udsmid af fisk i Skagerrak fra 2014, og der har været talt for og imod at indføre det skandinaviske forslag på EU-plan, hvilket altså ikke blev tilfældet.

Sverige stemte som det eneste land imod nattens aftale - netop fordi den svenske minister var utilfreds med udvandingen.

Det irske formandskab sigter mod at have fiskerireformen helt færdig til juni.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst