EU laver plan for grænsekontrol i ansøgerlande

EMNER 14. september 2002 08:00

KØBENHAVN: EU vil lave en tidsplan for, hvornår ansøgerlandene kan forvente at blive fuldgyldige medlemmer af Schengen-samarbejdet og dermed få åbne grænser til de nuværende medlemslande. Det sagde justitsminister Lene Espersen (K), da EU's indenrigs- og udenrigsministre fredag mødtes til uformelt ministermøde i København. Her var Schengen-samarbejdet og udvidelsen på programmet sent fredag eftermiddag. EU vil sikre sig, at ansøgerlandene fortsætter arbejdet med at forstærke deres grænsekontrol, når de er blevet optaget i Den Europæiske Union. Ifølge Lene Espersen bliver det en "meget, meget stor opgave" for de kommende medlemslande at opfylde de krav, der skal til for også at blive medlem af Schengen-samarbejdet. Det drejer sig blandt andet om effektiv kontrol af landenes ydre grænser og om deltagelse i Schengen-landenes fælles database med oplysninger om efterlyste personer og stjålne effekter. - Ansøgerlandene står foran et enormt stykke arbejde. Det er en stor byrde på deres skuldre at gøre opgaven færdig, sagde Lene Espersen. For at hjælpe ansøgerlandene med arbejdet, vil EU-landene udarbejde en plan, der skal skitsere, hvilke skridt ansøgerlandene skal tage, og i hvilken rækkefølge. Justitsministeren understregede, at der vil gå flere år efter EU-udvidelsen, før de nye medlemslande bliver modne til at træde ind i Schengen-samarbejdet. - 2005 er det tidligste, nogen af ansøgerlandene vil være klar til Schengen, sagde Lene Espersen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...