EU-leder dropper månedlig pension på 26.820 kroner

EU-Parlamentets formand er blevet 65 og får nu 3600 euro i pension af EU hver måned. Han giver pengene væk.

Ritzau
Den italienske formand for EU-Parlamentet, Antonio Tajani, giver den pension, han får af EU-Kommissionen, til velgørenhed. Foto: Yves Herman/arkiv/Reuters
Europæiske union 5. september 2018 19:41

Italieneren Antonio Tajani får fra nu af en ekstra indbetaling på sin konto hver måned fra EU på 3600 euro. Det svarer til 26.820 kroner.

Tajani, der er tidligere næstformand i EU-Kommissionen, er nu formand for EU-Parlamentet.

Han meddeler, at de ekstra 3600 euro er pension fra EU. De penge begyndte at indløbe i august, da han fyldte 65 år, men nu siger han, at han frasiger sig pensionen.

Eller rettere, han tager imod pengene, men han giver dem til velgørenhed, fremgår det af en erklæring onsdag fra hans kontor.

Pengene gives til et rehabiliteringscenter for narkomaner omkring 90 kilometer sydøst for den italienske hovedstad, Rom.

Her har Tajani ifølge oplysningerne lavet velgørenhedsarbejde i de seneste 25 år.

De 3600 euro er ifølge Tajani det beløb, som tidligere medlemmer af EU-Kommissionens ledelse får udbetalt, når de fylder 65 år.

Meddelelsen fra Tajani, der er tidligere allieret med Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi, kom samtidig med, at der er forlydender om, at Italiens regering har planer om at skære i de højeste offentlige pensioner.

Hvis regeringen gør det, vil det dog ikke få indflydelse på Tajani og de 3600 euro, da disse penge kommer fra EU's budgetter.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...