EU-ledere på barrikaderne i budgetkrig

Der er lagt op til en sejtrækker af et EU-topmøde, hvor Thorning langt fra er den eneste med ultimative krav.

Udland 7. februar 2013 04:30 - Opdateret 7. februar 2013 04:31

EU-ledere på barrikaderne i budgetkrig

Den danske statsminister vil have sin rabat, den franske præsident vil have penge til sine landmænd, Tyskland vil ikke åbne for meget på tegnebogen, Storbritannien siger nej til en hel masse, spanierne vil have hjælp til sine arbejdsløse unge.

Og sådan kunne man blive ved.

EU's 27 stats- og regeringsledere kommer torsdag til Bruxelles med hver deres ønskeseddel.

Formelt er der ikke meget, der har ændret sig, siden de skiltes efter et relativt velordnet sammenbrud ved første runde forhandlinger om EU's langtidsbudget i november.

Reelt er der nødt til at være en hel del, der alligevel har rokket sig, hvis ikke det denne gang skal ende med et meget større bulder af et sammenbrud.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er blandt de ledere, der ankommer med et krav så ultimativt, at hun på forhånd har sagt, at hun er klar til at nedlægge veto mod hele det omkring 1000 milliarder euro store EU-budget.

Det danske krav om en årlig kontingentrabat på en milliard kroner står ifølge statsministeren urokkeligt fast.

De to andre danske krav - at det samlede budget skal være mindre end det hidtidige oplæg og at pengene skal flyttes til mere moderne budgetposter end landbrugsstøtte og strukturfonde - står Thorning mindre alene om.

De bliver i modsætning til rabatkravet bakket op af vægtige stemmer som blandt andre den tyske forbundskanslers.

Men der er forud for topmødets åbning torsdag ved 15-tiden nu flere tegn på, at der er forhandlingsvilje om den danske rabat.

Ifølge Politiken skal Thorning allerede i weekenden have fået et tilbud fra forhandlingslederen, EU-præsident Herman Van Rompuy, om en rabat på mellem 600 og 800 millioner kroner.

Men det skal hun - foreløbig i hvert fald - have takket nej til, fordi det ikke er nok.

Første antydning af, hvor Herman Van Rompuy ser et muligt kompromis, ventes midt på eftermiddagen, når han præsenterer det nys åbnede topmøde for et nyt forhandlingsudspil.

Det ventes at indeholde besparelser på 15 milliarder euro mere end det udkast, parterne skiltes over i november. Og med omfordelinger på budgetposterne, så for eksempel de franske landmænd får lidt mere.

Måske bliver det også her, det danske rabatkrav for første gang kommer med i udkastet, som ventes at være til forhandling hele aftenen, natten og formentlig også en god del af fredagen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...