Udland

EU-ledere poster milliarder i vækst

EU's ledere er enige om afgørende elementer i vækst- og jobpagt på 892 mia. kr., der skal få gang i hjulene.

EU-ledere poster milliarder i vækst

Nu er det ikke længere kun sparekniven, de svinger for at få styr på gældskrisen i Europa.

EU's 27 stats- og regeringschefer er torsdag på et topmøde i Bruxelles blevet enige om afgørende elementer i en ny vækst- og jobpagt.

Den poster over 120 milliarder euro, svarende til 892 milliarder kroner, i unionens trængte økonomier for at sparke gang i væksten og skabe arbejdspladser.

Det siger EU's præsident, Herman Van Rompuy, efter mere end syv timers drøftelser på topmødet i Bruxelles på et fælles pressemøde med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.

De tre ledere beskriver, at der er principiel enighed om alle kerneelementer i den nye pagt, som de understreger vil blive vedtaget på topmødet fredag.

Eneste store udestående er den mere end tre årtier gamle strid om indførelsen af et EU-patent.

Statsminister Thorning-Schmidt gik ifølge Ritzaus oplysninger sent torsdag personligt ind som mægler mellem lederne fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland, som alle tre kræver at blive vært for hovedsædet for den medfølgende patentdomstol.

Udover patentdomstolen er der dog også uenighed om en flere elementer, der kun har at gøre med de 17 eurolande og som handler om en række hurtigere indgreb i eurozonen. De tiltag vil blive diskuteret ud på natten og fredag formiddag.

Den afgående EU-formand Helle Thorning-Schmidt siger på pressemødet, at hun er tilfreds med, at det nu ikke længere kun handler om at spare sig ud af krisen, men også om at sparke væksten i gang.

- Det er et klart tegn på, at der er en vilje til at skabe nye job og vækst i EU. Nu er vi enige om byggestene til en vækst- og jobpagt. Vi vedtager den i morgen. Det er et vigtigt skridt, siger hun på pressemødet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.