Udland

EU lokker Ukraine med vage løfter for fremtiden

En associerings- og frihandelsaftale mellem EU og Ukraine bliver ikke sidste skridt i samarbejdet, lover EU.

Selv om EU-landene ikke er klar til ligefrem at love det uroplagede Ukraine, at landet en dag kan blive medlem af EU, forsøger udenrigsministrene fra deres møde mandag i Bruxelles alligevel at give Ukraine et løfte om en endnu tættere tilknytning.

Polen, Sverige, de baltiske lande og flere østeuropæiske ministre fik ikke held med et forsøg på at skrive ind i mødets konklusioner, at Ukraine kan gøre sig håb om EU-medlemskab.

Men der er indføjet en sætning, der forsikrer om, at den associerings- og frihandelsaftale, EU har klar til underskrift, "ikke udgør det endelige mål for forholdet mellem EU og Ukraine".

Det er ifølge udenrigsminister Martin Lidegaard (R) resultatet af en nøje balancegang.

- Det handler om at sende et signal til Ukraine om, at EU mener det alvorligt med stærkt økonomisk og politisk samkvem med Ukraine. Men at vi ikke er i stand til at love mere lige nu.

- Vi har jo den filosofi, at vi gerne vil belønne lande, der gennemfører reformer med et stærkere samarbejde og økonomisk støtte. Det er jo ikke lige det, der foregår i Ukraine i øjeblikket, siger Lidegaard.

Ifølge udenrigsministeren har der på mandagens møde ikke været lande, der har talt for at følge USA og true med egentlige sanktioner mod Ukraine.

- Vi har haft en lang og dyb diskussion af, om de vil forbedre situationen. Der var bred enighed om, at lige nu er sanktioner ikke svaret. Det vil bare eskalere konflikten.

- Intet er lettere i politik end at udstede trusler. Men man skal være klar til at efterleve dem. Og vi ved, at hvis vi indfører sanktioner, så driver vi Ukraine i armene på Rusland, siger Lidegaard.

Samtidig med de bevidst upræcise løfter om øget samarbejde udtrykker EU-ministrene også dyb bekymring for situationen i Ukraine med rapporter om drab, vold, tortur og forsvindinger.

Ministrene opfordrer samtidig Ukraine til blandt andet at lade internationale organisationer som FN, Europarådet og OSCE hjælpe med at stabilisere situationen samt til at holde et frit præsidentvalg og overlade til en ny regering at gennemføre økonomiske og politiske reformer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst