EU-magter kræver detaljer fra saudiarabere i journalistsag

Ministre fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland lægger pres på Saudi-Arabien i sag om savnet journalist.

Storbritanniens udenrigsminister, Jeremy Hunt, opfordrer sammen med sin tyske og franske kollega til en "troværdig" efterforskning af saudiarabisk journalists forsvinden. Foto: Tolga Akmen/arkiv/Ritzau Scanpix

Storbritanniens udenrigsminister, Jeremy Hunt, opfordrer sammen med sin tyske og franske kollega til en "troværdig" efterforskning af saudiarabisk journalists forsvinden. Foto: Tolga Akmen/arkiv/Ritzau Scanpix

Storbritannien, Frankrig og Tyskland melder sig søndag på banen i sagen om den forsvundne saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi.

I en fælles erklæring siger udenrigsministrene fra de tre europæiske magter, at de forventer "et fuldstændigt og detaljeret svar" fra Saudi-Arabien i sagen.

Det er uvist, hvad der er sket med Jamal Khashoggi. Journalisten, der blandt andet har skrevet for The Washington Post, er sidst set 2. oktober, hvor han gik ind på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i Tyrkiet.

Her påstår tyrkiske embedsfolk, at Khashoggi blev dræbt. Det afviser saudiaraberne pure og kalder beskyldningerne for "grundløse".

I London, Paris og Berlin siger udenrigsministrene, at de behandler sagen om journalistens forsvinden med "den yderste alvorlighed".

De opfordrer Tyrkiet og Saudi-Arabien til at gøre det samme og sørge for, at der bliver kastet lys over sagen.

- Der er behov for en troværdig efterforskning for at finde frem til sandheden om, hvad der skete, og - hvis det er relevant - at identificere dem, der har ansvaret for Jamal Khashoggis forsvinden, og sikre, at de bliver stillet til ansvar, skriver udenrigsministrene.

- Vi opfordrer til fælles saudisk-tyrkiske bestræbelser i den henseende og forventer, at den saudiarabiske regering giver et fuldstændigt og detaljeret svar. Dette budskab er givet direkte til de saudiarabiske myndigheder, lyder det videre.

Jamal Khashoggi har været i eksil i USA siden 2017. Her søgte han tilflugt, fordi han frygtede for sit liv.

Han skulle på konsulatet i Istanbul for at få nogle officielle dokumenter til sit forestående bryllup.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.