EU-magtkamp: Fem sager lammes
EU-Parlamentet har suspenderet samarbejdet med det danske formandskab og de resterende 26 lande i fem sager.
EU-magtkamp: Fem sager lammes
EU-Parlamentet suspenderer alle forhandlinger med det danske formandskab og de andre 26 medlemslande på fem punkter inden for retsområdet.
Det fortæller parlamentsformand Martin Schulz efter et møde med EU-Parlamentets politiske ledere i Strasbourg.
Reaktionen kommer, efter at de 27 medlemslande med Danmark i spidsen i sidste uge satte parlamentet uden for indflydelse i dele af en ny aftale om Schengen-samarbejdet.
- Alle grupper - undtaget den konservative ECR-gruppe - er enige om beslutningen. Jeg understreger dette, fordi alle andre grupper er nået til enighed. Og jeg må gentage, at det er uden fortilfælde i parlamentet, siger Schulz, der har siddet 18 år i parlamentet.
- Det er helt sikkert en vidtrækkende beslutning af parlamentet som svar på den vidtrækkende beslutning, som ministerrådet har taget, lyder det fra tyskeren.
Ifølge Morten Messerschmidt (DF) er hans gruppe i parlamentet - Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati - enige med de konservative om ikke at støtte boykotten.
De fem punkter, hvor der foreløbigt ikke samarbejdes, indbefatter blandt andet et nyt PNR-register, hvor flyselskaber forpligtes til at sende deres passagerlister til de EU-lande, som de opererer i. Et redskab, der skal bekæmpe terror.
Derudover er der tale om alle forhandlinger inden for en reform af Schengen-samarbejdet.
Også forhandlinger om et nyt værn mod cyberkriminalitet, forhandlinger om et støtteprogram for intern sikkerhed og den såkaldte europæiske efterforskningskendelse rammes.
- Intet nationalt parlament vil acceptere at blive ekskluderet fra lovgivning i en løbende proces, hvor den ene part - her ministerrådet - midt i det hele forsøger at ekskludere den anden part, siger Schulz.
Den socialdemokratiske parlamentsformand har dog et tilbud til de 27 medlemslande.
- Vi er klar til at finde enhver nødvendig løsning, når ministerrådet trækker sin beslutning tilbage om at ekskludere parlamentet fra en vigtig lovgivningsproces, fortæller Schulz.
/ritzau/