EU-ministre har svært ved at enes om bankredning

Efter mere end et halvt døgns forhandlinger er der stadig stor uenighed om nye EU-principper for problembanker

EU-ministre har svært ved at enes om bankredning

Økonomiminister Margrethe Vestager (R) og hendes europæiske kolleger er sent fredag i intense forhandlinger i Luxembourg om, hvilke principper og systemer der fremover skal gælde, når man skal redde banker i nød.

Den irske finansminister, Michael Noonan, der leder forhandlingerne, har været meget opsat på at nå en aftale, inden Irland om godt en uge giver EU-formandskabet videre til Litauen.

Men Noonan har ifølge kilder tæt på forhandlingerne givet udtryk for, at der ikke er "grund til at piske en død hest", hvilket tages som udtryk for, at han kan være tæt på at konstatere, at det ikke lader sig gøre at blive enige i denne omgang.

Forhandlingerne om harmonisering af EU-landenes regler for genopretning og afvikling af banker sigter mod at bryde det nære bånd mellem den finansielle sektor og statskasser, så kriser i banksektoren ikke igen kan udvikle sig til dybe statsgældskriser.

Men selv om EU-landene er enige om det gavnlige i at have fælles principper for, hvordan banker og deres investorer i højere grad kan redde sig selv, har der dagen igennem været langt mellem holdningerne.

Diskussionen går især på, hvor meget kapital man skal kræve, at bankerne selv har til rådighed for at bidrage til en redning.

Og derefter hvor stor fleksibilitet medlemslandene skal have til at bruge penge fra særlige afviklingsfonde, der er opbygget over længere tid, også med penge fra banksektoren.

Sverige hører til blandt de lande, der argumenterer for en høj grad af fleksibilitet, fordi svenskerne gennem mange år har opbygget en fond, der har masser af penge til at støtte bankerne.

Mens andre argumenterer for, at regningen for at redde en usund bank i første omgang må gå til dem, der har været så letsindige at investere penge i den.

Margrethe Vestager argumenterede forud for mødet for så klare principper som muligt.

- Det er klart, at der er brug for en vis fleksibilitet. Men det er samtidig meget vigtigt med gennemsigtighed, så man ved, hvad der sker, hvis en bank kommer i problemer, sagde Vestager.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst