EU-ministre lover mere sikkerhed

Vold 18. oktober 2002 08:00

KØBENHAVN: EUs justitsministre med Lene Espersen i spidsen har forpligtet sig til at gøre noget ved overfald på eksportchauffører. På ministrenes netop afsluttede møde, som også inkluderede justitsministrene fra ansøgerlandene, lovede ministrene hinanden dels at få undersøgt problemet og dets omfang, dels at sikre chaufførerne mod overfald. - Det skal især overvejes, om det er nødvendigt at forbedre sikkerheden på vejstrækninger og parkeringspladser generelt og specielt der, hvor problemet forekommer, skriver ministrene i en udtalelse. Ministrene vil også overveje, om det er nødvendigt at oprette parkeringspladser, som er bemandede hele døgnet, og øge politiets tilstedeværelse på de udsatte steder. Eksempelvis fortæller en dansk eksportchauffør, som blev overfaldet i Belgien, at den 70 kilometer lange motorvej ifølge det lokale politi hjemsøges af næsten et overfald i døgnet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...