EU-modstandere vil have regnet på dansk EU-medlemskab

Kommission skal kulegrave, hvad EU’s toldmure koster forbrugerne og ulandene, mener Folkebevægelsen mod EU

ÅRHUS:Folkebevægelsen mod EU vil have regeringen til at nedsætte en uafhængig kommission, der skal kulegrave, hvor meget EU’s toldsatser og bureaukrati koster ulandene, de danske forbrugere og dansk erhvervsliv. - Vi er sikre på, at der er milliarder at hente ved en dansk udmeldelse af EU, siger Ditte Staun, der er talsperson for Folkebevægelsen mod EU. Målt alene på udgifter og indtægter ved medlemskabet får Danmark i 2007 et nettounderskud på otte milliarder kroner. På weekendens landsmøde i Tranbjerg ved Århus meddelte professor Ole Krarup, der har repræsenteret Folkebevægelsen mod EU i Europa-Parlamentet i 12 år, at han træder tilbage ved årsskiftet af helbredsmæssige årsager. Den 71-årige dr.jur. er ikke kommet sig helt oven på et kraniebrud, som han fik i oktober sidste år, da han blev kørt ned af en bil i Strasbourg. Han afløses af Enhedslistens tidligere folketingsmedlem Søren Søndergaard, der på landsmødet bekendtgjorde, at han i parlamentet vil arbejde med retspolitik, arbejdsmarkedspolitik og forbrugerpolitik. Den 51-årige Søndergaard ser det som sin opgave at være Folkebevægelsens stemme ikke blot i EU, men også i den politiske EU-debat herhjemme. De over 150 delegerede på landsmødet gav Ole Krarup et stående bifald, og den markante juraprofessor lagde sammen med freds- og fremtidsforskeren Jan Øberg op til debat om EU’s retspolitik og terrorbekæmpelse. EU’s terrorpolitik er symptombekæmpelse i blinde, mener Ole Krarup. Hans opfordring er, at Danmark skal bruge sin undtagelse for retspolitikken til at stå udenfor. - Terror løses kun, hvis der tages fat i de bagvedliggende årsager til terror. Problemet har rødder i bl.a. globale økonomiske, sociale og kulturelle uligheder og kalder på internationale løsninger. EU bidrager til dette problem langt mere end til løsningen, hedder det i en udtalelse fra landsmødet. Jan Øberg fik årets “træskopris” af Folkebevægelsen mod EU, der ønskede at hylde ham for at gøre opmærksom på militariseringen af EU. En international træskopris gik til Sir Richard Body, der er tidligere formand for de britiske økologer og tidligere parlamentsmedlem for de EU-kritiske britiske konservative. Søren Søndergaard bliver frontfigur i Folkebevægelsen mod EU på et tidspunkt, da EU-modstanderne skal kæmpe hårdere end nogensinde for at få genvalgt deres enlige mandat i Europa-Parlamentet. Ved næste valg til parlamentet skæres antallet af danske parlamentsmedlemmer ned fra 14 i 2004 til 13. Det vil kræve, at Folkebevægelsen mobiliserer 50 procent flere stemmer næste gang end de 97.986, som liste N fik ved valget i 2004./ritzau/