EMNER

EU: Mørkt økonomisk år i vente

BRUXELLES:Mens anden halvdel af 2008 stod i finanskrisens tegn, så vil 2009 være året, hvor den økonomiske krise og recessionen for alvor bider sig fast i Europa. Sådan lyder vurderingen i EU-Kommissionens økonomiske prognose for 2009 og 2010, som er blevet fremrykket på grund af den ekstraordinære økonomiske situation. Kommissionen forudser, at blot ni af unionens 27 medlemslande vil opleve vækst i år, mens EU's økonomi som helhed vil krympe med 1,8 procent efterfulgt af en lille fremgang i 2010 på 0,5 procent. Med den nye prognose nedjusterer EU kraftigt forventningen i forhold til den seneste økonomiske prognose fra november. Her spåede kommissionen, at EU ville opleve en lille fremgang på 0,2 procent i 2009. /ritzau/