EU: Nicaragua er blevet frygtens republik

Nicaraguas vælgere har fået frataget deres friheder, og statslig undertrykkelse er uophørlig, siger Borrell.

Politifolk går på række mod et valgsted for at afgive deres stemmer ved søndagens valg i Nicaragua. De foreløbige resultater viser, at præsident Daniel Ortega er genvalgt med tre fjerdedele af stemmerne. Men fra adskillige sider har der lydt international fordømmelse af valget.

Politifolk går på række mod et valgsted for at afgive deres stemmer ved søndagens valg i Nicaragua. De foreløbige resultater viser, at præsident Daniel Ortega er genvalgt med tre fjerdedele af stemmerne. Men fra adskillige sider har der lydt international fordømmelse af valget.

BRUXELLES:Nicaragua er nu fuldt ud "et autokratisk regime", efter at et valg i weekenden har givet den siddende præsident, Daniel Ortega, en fjerde periode ved magten.

Det siger EU's udenrigschef, Josep Borrell, mandag.

Søndagens valg "mangler legitimitet", efter at Ortega "eliminerede al troværdig modstand ved valget", lyder det i en meddelelse fra Borrell.

Siden 2018, hvor hundredtusinder af mennesker gik på gaden i protest mod Ortega, har styret slået hårdt ned på al modstand.

Det har betydet "død, tvungne forsvindinger, fængslinger, mishandling" og har "forvandlet landet til frygtens republik", siger Borrell videre.

- Valget den 7. november fuldfører Nicaraguas overgang til et autokratisk regime, fortsætter han.

- Det nicaraguanske folk er blevet frataget deres ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed. Oppositionens stemmer bringes til tavshed, talrige ngo'er er blevet forbudt, og den statslige undertrykkelse er uophørlig.

Borrell tilføjer, at EU nu overvejer yderligere sanktioner mod det mellemamerikanske land.

Ortega har - sammen med sin vicepræsident og hustru, Rosario Murillo - vundet søndagens valg med 75 procents opbakning. Det er det foreløbige resultat, efter at omkring halvdelen af stemmerne er talt op.

Fra internationalt hold har der lydt voldsom kritik. Især af, at syv potentielle præsidentkandidater er blevet fængslet siden juni.

Flere andre politiske modstandere er enten fængslet eller tvunget i eksil.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden