Udland

EU: Nu skal vi snakke finansunion

EU's økonomikommissær er klar til at diskutere muligheden for en decideret finansunion for eurolandene.

EU: Nu skal vi snakke finansunion

Euro-samarbejdet er inde i en afgørende fase, der af mange iagttagere beskrives som et direkte spørgsmål om liv eller død for den fælles mønt.

EU's økonomikommissær Olli Rehn vil sørge for, at eurozonen består og styrkes ved at skabe stærkere bånd mellem de 17 landes økonomiske politikker.

- Tiden er nu moden til at diskutere en bankunion og en finansunion, og det er jeg klar til at tage op. En bankunion og en finansunion vil også kræve en mere politisk union, siger Olli Rehn foran en samling EU-parlamentarikere i Strasbourg.

Kommissæren indrømmer dog også, at der er brug for løsninger på kort sigt, og at en decideret finansunion formentlig kun er mulig på længere sigt, fordi det er et ømtåleligt emne i flere lande.

Han mener, at der skal arbejdes hurtigt for at skabe en bankunion, som vil kunne indebære mere europæisk overvågning af bankerne samt en fælles indskydergaranti.

En finansunion på længere sigt vil blandt andet betyde, at landene hæfter samlet for deres gæld. Det vil gøre det billigere for eksempelvis gældsplagede Italien at låne penge på de internationale markeder.

Den magtfulde tyske forbundskansler, Angela Merkel, har indtil videre afvist ideen om at samle eurozonens gæld. Hun mener, at en sådan manøvre kræver mere ens økonomisk politik landene imellem.

Olli Rehn opgiver dog ikke.

- Jeg mener ikke, vi skal lukke debatten nu. I stedet skal vi arbejde, så vi kan komme godt videre, både hvad angår en bankunion og en finansunion.

- Vi skal arbejde parallelt for økonomisk stabilitet og en form for samling af den offentlige gæld i Europa, siger kommissæren.

/ritzau/