EU ønsker bevæbnede penge-transporter

KØBENHAVN:Tidligere østeuropæiske soldater med kraftig bevæbning kan sidde bag rattet, når pengetransporter i fremtiden kører rundt på de danske veje. Et forslag i EU lægger op til, at pengetransportfirmaer skal kunne operere på tværs af landegrænser. Og dermed kan værditransporter ske efter metoder, der anvendes i andre lande. Mens danske pengetransporter sker med ubevæbnet mandskab for at undgå, at de kriminelles overfald bliver mere voldelige, transporteres værdier i andre lande ofte rundt af svært bevæbnede vagter, der kan være rekrutteret fra blandt andet militæret. EU-forslaget betyder også, at en pengetransport i København for eksempel kan blive overvåget af en græsk vagtcentral, der så skal slå alarm til det danske politi, hvis der begås røveri mod køretøjet. Fra de danske vagtfunktionærers side tages der skarpt afstand fra ideen. - Vi vil ikke have bevæbnede vagter i Danmark. Vi satser på teknikken i pengetransporterne. Og hvis forbrydere alligevel render med pengene, så beholder vagtfolkene livet, siger formanden for Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning, John Dybart, til Ritzau. - Selv vor fælleseuropæiske brancheorganisation har fremsat forslag om, hvordan specifikationerne på bevæbningen, de skudsikre veste og det andet udstyr skulle være som minimumstandard. Men det har vi sagt, at vi ikke vil være med til, siger han. - Hvis en transport har så stor en værdi, at det er nødvendigt at beskytte den med våben, er det en politiopgave, slår han fast. Sammen med de nordiske søsterorganisationer har vagtfolkenes fagforbund kæmpet mod forslaget med næb og kløer for at undgå, at pengetransporterne gennemføres af paramilitær-lignende selskaber. /ritzau/