EMNER

EU og Microsoft i ny strid

BRUXELLES:Med henvisning til Microsofts globale dominans forstærkede EU i denne uge undersøgelsen af det amerikanske selskab ContentGuard, der søger at bekæmpe piratkopiering ved at sætte en ny standard inden for overførsel af musik og video på internettet. Microsoft og Time/Warner anmodede 12. juli om EU's ja til at opkøbe ContentGuard, som er et datterselskab af Xerox. EU-Kommissionen frygter imidlertid, at Microsoft dermed sætter sig på et nyt og lukrativt globalt servicemarked for styring og forvaltning af ophavsret på internettet. Kommissionen har givet sig selv indtil 6. januar til at undersøge sagen nærmere. ContentGuard vil med sit computersprog, XrML (eXtensible rights Markup Language), beskytte eksempelvis kunstneres licens- og ophavsrettigheder, når der udveksles og handles filer på internettet. Serviceydelsen omtales af EU-Kommissionen som drm (digital rights management), og set fra Bruxelles handler det om andet og mere end musik, eksempelvis sikker udveksling af dokumenter mellem virksomheder. - Drm-løsninger forudses at blive udbredt i hele IT-industrien, skrev kommissionen. ContentGuard anbefaler på sin hjemmeside, at "en offentlig standard med et robust arkitektonisk grundlag er nødvendigt for præcist og utvetydigt at definere, fortolke og håndhæve rettigheder og betingelser". Den udvidede undersøgelse mod Microsoft er endnu et kapitel i det anstrengte forhold mellem den amerikanske software-gigant og EU-Kommissionen, der har til opgave at sikre fri konkurrence i det indre marked. /ritzau/