EU og Storbritannien sætter brexitforhandlinger på pause

På grund af store uenigheder om frihandel efter brexit udskyder parterne nye forhandlinger til onsdag.

EU's chefforhandler Michel Barnier afviser søndag aften, at man har mulighed for at nå til enighed om en brexitaftale forud for et EU-topmøde i Bruxelles onsdag. Foto: Emmanuel Dunand/arkiv/Ritzau Scanpix

EU's chefforhandler Michel Barnier afviser søndag aften, at man har mulighed for at nå til enighed om en brexitaftale forud for et EU-topmøde i Bruxelles onsdag. Foto: Emmanuel Dunand/arkiv/Ritzau Scanpix

Storbritannien og EU sætter forhandlinger om en brexit-aftale på pause indtil onsdag.

Det fortæller kilder fra begge parter til nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere søndag aften var der ellers kilder, der udtalte til nyhedsmediet Politico, at en aftale var nært forestående.

Den nyhed kom, mens der fra den britiske lejr blev sendt en melding om, at Storbritanniens minister for brexit, Dominic Raab, helt ekstraordinært ville rejse til Bruxelles søndag.

Alt dette blev siden pure afvist af EU's chefforhandler for brexit, Michel Barnier, i et opslag på Twitter.

Man har nu udskudt forhandlingerne til onsdag.

Ifølge Michel Barnier har det især været spørgsmålet om den frie bevægelighed over grænsen mellem Irland og Nordirland, der har skilt parterne.

- Trods helhjertede bestræbelser er der fortsat uenigheder på centrale punkter herunder på bagstopperen for Irland og Nordirland, der skal forhindre en hård grænse, skrev Barnier på Twitter.

Når Barnier taler om bagstopper, henviser han til EU's nødplan for at undgå egentlig grænsekontrol mellem Nordirland og Irland.

Den plan indebærer, at Nordirland forbliver i EU's toldunion og indre marked, hvis det ikke på anden måde sikres, at bevægeligheden over grænsen ikke begrænses.

EU kræver, at Storbritannien garanterer dette, selv om fremtidige forhandlinger om en bilateral handelsaftale mellem EU og Storbritannien på den anden side af brexit skulle fejle.

Det har den britiske regering hidtil afvist.

Onsdag aften skal Michel Barnier orientere de 27 EU-landes ledere om forhandlingerne. Samme dag afholdes der topmøde i Bruxelles, hvor den britiske premierminister, Teresa May, deltager.

Der arbejdes på højtryk for at finde en aftale om briternes udtræden af EU efter mere end 40 års medlemskab.

Storbritannien træder officielt ud af EU 29. marts 2019. Ingen af parterne ønsker, at det bliver uden en skilsmisseaftale.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.