EMNER

EU-pampere får endnu mere magt

Efter at Folkebevægelsen mod EU gik tilbage ved EU-valget, men sikrede sin plads i Mickey Mouse-forsamlingen håber de politiske partier på, at folket begynder at sige JAAAAA til mere union. Det var nej til Maastricht i 1992 og til euroen i 2000. Tydelige og bestemte protester imod mere union og skyggeklap-politikere, som ikke har skyggen af folkelig opbakning eller situationsfornemmelse.

Med den nye traktat, EU-Grundloven vil vi danskere få endnu mindre indflydelse på vores egne love og regler. Husk på, at allerede i dag er op imod 80 procent af dansk lovgivning bestemt af EU. EU-Præsidenten, EU-Udenrigsministeren og Kommissionsformanden vil endnu nemmere kunne lave kompromiser med de store lande i EU og sætte de små lande og Norden udenfor indflydelse. Netop Norden har noget særligt at forsvare; den nordiske velfærdsmodel. En samfundsmodel, som er beundret verden over, men som ikke kan overleve i industriens EU. Et EU, hvor alene virksomheders fedteri for lovgivere er på et ufatteligt niveau. I EU-Grundloven vil social-politiken fylde endnu mere. Det er nødvendigt, når det overordnede mål for EU er at forblive en økonomisk supermagt. EU mener, at her står den nordiske velfærdsmodel i vejen med en stor offentlig sektor, gode forhold for ikke arbejdsdygtige og høje dagpengesatser. Den seneste rapport, som aviserne har refereret til, viser, at Danmark i 90'erne skabte 200.000 arbejdspladser, fordi den nordiske velfærdsmodel sikrer uddannelse, offentlige investeringer og en fordeling af velfærden. Alt dette skal overlades til det enkelte menneske som i eksempelvis Tyskland, hvis det står til EU. Ændringer i vores velfærdsmodel skal afgøres i Folketinget, og ikke af Kommissionen som ikke er på valg eller af et Mickey Mouse-parlament, hvor mindre end halvdelen har stemt til! Så uanset alle mulige krumspring mht. hvornår vi skal stemme nej til mere union, bliver det et nej. Ikke mindst fordi det er sidste gang, vi kan stoppe unionstoget ved en folkeafstemning.