EU-Parlament vil afskaffe skift mellem sommer- og vintertid

Fra 2021 skal det være slut med at skifte mellem sommertid og vintertid, mener EU-Parlamentet.

Ritzau
I en Voxmeter-måling i 2018 svarede 48,2 procent af danskerne, at de ønsker skiftet mellem sommer- og vintertid afskaffet. 37,7 procent svarede, at de ønsker at bevare det.
Europæiske union 26. marts 2019 14:39

STRASBOURG: Det skal være slut med at stille på uret to gange årligt, mener Europa-Parlamentet.

Medlemmerne har tirsdag stemt og vedtaget parlamentets holdning til forslaget fra EU-Kommissionen, der går på at afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid.

Medlemslandene skal ifølge forslaget vælge mellem at have enten sommertid eller vintertid - også kaldet normaltid - hele året.

Falder valget på sommertid, skal urene stilles sidste gang den sidste søndag i marts 2021. Er det vintertid, bliver det den sidste søndag i oktober 2021.

I EU-Parlamentet i Strasbourg stemte 410 medlemmer tirsdag for, mens 192 stemte imod forslaget, der også har folkelig støtte i Danmark.

I en måling fra Voxmeter svarede 48,2 procent af danskerne i efteråret 2018, at de ønsker tidsskiftet afskaffet. 37,7 procent svarede, at de ønsker at bevare det.

EU-landene, som er medlovgivere, har endnu ikke lagt sig fast på et mandat i forhandlingerne.

Parlamentet og medlemslandene vil formentlig tidligst til efteråret 2019 kunne blive enige om et kompromis, da der er valg til parlamentet om blot to måneder.

Idéen om at afskaffe det sæsonbestemte skift i tid blev præsenteret af kommissionsformand Jean-Claude Juncker i september sidste år.

Juncker bragte det op på baggrund af et borgerinitiativ, som parlamentet for et år siden bad kommissionen om at gå videre med.

4,6 millioner mennesker, langt de fleste tyskere, svarede på en undersøgelse om at sløjfe tidsskiftet. 84 procent ønskede en fast tid året rundt.

Det ligger i det forslag, der blev vedtaget, at landene og EU-Kommissionen skal koordinere deres beslutninger. Det skal man for at forhindre forstyrrelser i det indre marked.

Skulle kommissionen vurdere, at der er risiko for sådanne forstyrrelser, kan implementeringen af direktivet udskydes i op til 12 måneder.

I 1980 blev man enige om en ordning for harmonisering af tiden. Den betød, at medlemslandene skiftede fra sommertid til vintertid - og omvendt - på samme tid efterår og forår.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...