EU-parlamentarikere anbefaler et ja til Tyrkiet

Udenrigspolitik 1. december 2004 05:00
BRUXELLES: Efter en maratonafstemning tirsdag aften anbefalede EU-Parlamentets udenrigsudvalg, at EU indleder optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Et flertal i EU-Parlamentets udenrigsudvalg vedtog tirsdag aften en betænkning, der anbefaler, at EU indleder optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. - Det grundliggende er, at udvalget anbefaler et ja til Tyrkiet, men der er en hel masse mellemregninger og forbehold. Min umiddelbare vurdering er, at der stadig er en række kritiske punkter, sagde den danske parlamentariker Gitte Seeberg (K) efter en maratonafstemning, hvor udvalget skulle tage stilling til 493 ændringsforslag til et syv sider langt oplæg. Betænkningen blev vedtaget med 50 stemmer for og 18 imod. På grund af den komplicerede afstemning var det ikke muligt at få oplyst nærmere detaljer tirsdag. Hele EU-Parlamentet skal efter planen stemme om betænkningen på et plenarmøde i Strasbourg den 13. december. Parlamentet har dog ingen direkte indflydelse på, om Tyrkiet får lov til at begynde optagelsesforhandlinger. Den beslutning tages af EU's stats- og regeringschefer på et topmøde den 17. december./ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...