EU-Parlamentet godkender omstridt regelpakke om ophavsret

Der har været voldsom debat om omstridt regelpakke, der skal ændre reglerne for ophavsret på nettet.

Ritzau
- Det her er et opgør med verdens største kunsttyveri, siger Jens Rohde om nye regler for ophavsret på nettet.
Europæiske union 26. marts 2019 14:12

STRASBOURG: Et meget omdiskuteret direktiv om regler for ophavsret på internettet er tirsdag blevet godkendt og vedtaget i EU-Parlamentet.

Reglerne lægger op til, at platforme som Facebook og YouTube får ansvar for at sikre, at der ikke bliver delt materiale, som andre har rettighederne til.

Kritikerne af det nye direktiv mener derimod, at det vil være censur og enden på internettet, som man kender det i dag. Andre mener, at det er et skridt mod sovjetiske tilstande.

De frygter, at det vil være lig med et sæt af "upload-filtre", som vil komme til at blokere for indhold, der gerne må deles.

Fortalernes argument er, at kunstnere, musikere, forfattere og medier ikke bliver honoreret tilstrækkeligt, fordi de 18 år gamle regler ikke er tidssvarende.

Inden afstemningen var der diskussion i 11. time. Her sagde De Radikales Jens Rohde, at verden ville blive "økonomisk og åndeligt fattigere", hvis der ikke kom nye regler på bordet.

- Det her er et opgør med verdens største kunsttyveri, lød det.

I februar blev EU-Kommissionen, medlemslandene og EU-Parlamentet enige om pakken. Næste skridt var så, at parlamentet skulle blåstemple direktivet.

Aktivister og lobbyister har presset meget på med det håb, at direktivet alligevel ville blive nedstemt. Afstemningen tirsdag var derfor ventet med spænding.

Debatten er foregået langt ud over parlamentets sal. Også store kulturpersonligheder fra ind- og udland har blandet sig.

Fra dansk side har blandt andre musikerne Pernille Rosendahl, Simon Kvamm og Lis Sørensen skrevet under på en fælles erklæring, hvor underskriverne opfordrer EU-Parlamentet til at stemme ja.

Også den spanske instruktørstjerne Pedro Almodóvar har advokeret for en godkendelse af den nye regelpakke.

Næste skridt i processen er nu, at medlemslandene skal godkende aftalen i sin nuværende form.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...