Militær

EU-Parlamentet imod ophævelse af våbenembargoen mod Kina

STRASBOURG: Et flertal i EU-Parlamentet stemte torsdag for, at EU ikke skal ophæve den 16 år gamle våbenembargo mod Kina til juni som planlagt. Dermed lægger de folkevalgte sig op ad USA, der massivt har presset på for at beholde embargoen mod salg af våben til kineserne af frygt for at rykke ved den strategiske balance i området. Begrundelsen fra europaparlamentarikerne (MEP) lød, at Kina ikke har gjort stort nok fremskridt med hensyn til demokrati og menneskerettigheder. Opfordringen kom, dagen før EU's udenrigsministre mødes i Luxembourg, hvor de blandt andet skal tale om våbenembargoen. Ifølge det Paris-baserede amerikanske dagblad International Herald Tribune forventes de at kæde beslutningen om en ophævelse sammen med menneskerettigheder. Hvis ikke Kina forbedrer menneskerettighederne, vil EU sandsynligvis opretholde embargoen, siger franske diplomater til avisen. 431 MEP'ere stemte for og 85 imod en rapport, der også kritiserer Kinas nye antiløsrivelseslov, der truer med militært indgreb, hvis Taiwan formelt vil løsrive sig fra hovedlandet. Argumentationen i rapporten lyder, at EU-Parlamentet ærgrer sig over, at Kina kun har gjort fremskridt rent økonomisk og handelsmæssigt og ikke, hvad angår menneskerettigheder og demokrati. Desuden mener EU-Parlamentet, at inden der kan være tale om en ophævelse af embargoen, der stammer fra massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, skal de europæiske lande vedtage en særlig adfærdskodeks for at holde styr på våbensalget til Kina. /ritzau/