Udland

EU-Parlamentet siger nej til budgetaftale

Et stort flertal af europaparlamentarikerne stemmer for en genforhandling af EU's langtidsbudget.

EU-Parlamentet siger nej til budgetaftale

Et stort flertal i Europaparlamentet har - helt som ventet - med stort flertal afvist den aftale om EU's langtidsbudget, som de 27 medlemslande enedes om på et topmøde i sidste måned.

Parlamentarikerne kræver i deres mandat til de videre forhandlinger med medlemslandene indrømmelser, blandt andet i form af en garanti for, at landene faktisk vil betale alle deres regninger hvert år.

De vil også have, at hele budgetaftalen skal tages op til revision halvvejs i den syv år lange budgetperiode fra 2014 til 2020. Det skal ske for at sikre, at det nye parlament, som skal vælges til næste år, også kan få indflydelse.

Derudover kræver EU-parlamentarikerne større fleksibilitet i budgettet, så det bliver nemmere at flytte penge fra det ene år til det andet og mellem de forskellige budgetposter.

Parlamentsformand Martin Schulz siger på et pressemøde efter afstemningen i Strasbourg, at han vil præsentere resultatet for stats- og regeringscheferne, når han møder dem ved åbningen af deres topmøde torsdag i Bruxelles.

- Jeg håber, vi kan finde et kompromis i løbet af de kommende uger eller måneder, siger Schulz.

EU-Parlamentet undlader at gøre indvendinger over, at den overordnede ramme for det omkring 1000 milliarder euro store syvårsbudget er markant lavere end det, både parlamentet og EU-Kommissionen havde lagt op til.

I stedet bruger parlamentarikerne deres krudt på at forsøge at ændre den måde, budgettet og medlemslandenes betalinger bliver administreret på fra år til år.

Sidste år afviste parlamentet at godkende det årlige budget for 2013 i vrede over, at der var ubetalte regninger for 67 milliarder kroner i 2012. Den strid blev bilagt, men trækker spor ind i debatten om både næste syvårsbudget og budgettet for 2014.

Det er den danske europaparlamentariker Anne E. Jensen (V), der er ordfører for forhandlingerne om 2014-budgettet. Hun kritiserer i en tale i Strasbourg, at medlemslandene "konsekvent underbudgetterer" og "skubber regningerne foran os".

Parlamentets nej til langtidsbudgettet var ventet, og EU-diplomater i Bruxelles har på forhånd udtrykt stor tillid til, at det nok skal lykkes at nå til enighed om en aftale.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst