EU-Parlamentet vil undgå ny brystskandale

Nye regler om registrering og kontrol af indopererede produkter skal hjælpe patienter, siger parlamentarikere.

EU-Parlamentet vil undgå ny brystskandale

Skandalen med brystimplantaterne fra den franske producent PIP skal ikke have lov at gentage sig.

Det samme gælder sagen med de problematiske kunstige hofter, som flere danskere har fået indopereret.

Det er et af argumenterne for, at et flertal i EU-Parlamentet torsdag opfordrer til skrappere regler omkring registrering og kontrol af medicinske produkter, herunder silikoneimplantater.

Under PIP-sagen viste det sig, at implantaterne har større tendens til at briste inde i kroppen. Samtidig indeholder implantaterne en type silikone, der er beregnet til industrien.

Men det var straks sværere at finde ud af, hvor mange kvinder rundt i verden, der så rendte rundt med en tikkende silikonebombe i brystet.

- Der skal være et krav til læger, der opererer noget ind i kroppen på folk, om, at man registrerer de patienter, så man hurtigt kan finde frem til dem, hvis noget går galt, siger Christel Schaldemose, medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokraterne.

Opfordringen er ikke lovgivende, men er tænkt som et pressionsmiddel over for EU-Kommissionen, der i år fremlægger et forslag til et opdateret direktiv for medicinsk udstyr, hvor det hører under.

- I dag er der ikke tilstrækkelig sikkerhed for patienterne. Vi sender et klart og skarp signal til kommissionen, som vi presser til at stramme reglerne gevaldigt i forhold til nu, siger parlamentarikeren.

Samtidig opfordrer hun og resten af parlamentarikerne til, at lægemiddelindustrien fremover får bedre muligheder for at dele informationer.

- PIP-skandalen og den danske hoftesag har afsløret, at der er problemer. For eksempel har der været vigtig viden i EU om hofterne, som nogle danske læger ikke har haft, siger Schaldemose.

/ritzau/