EU-præsident besøger Kijev for at vise sin støtte

Herman Van Rompuy tager mandag til Ukraine efter invitation fra fungerende premierminister Arsenij Jatsenjuk.

EU's præsident, Herman Van Rompuy, tager mandag til Kijev for at vise sin støtte til det planlagte præsidentvalg den 25. maj og for at diskutere en mulig løsning på krisen i Ukraine.

Besøget i den ukrainske hovedstad sker efter en invitation fra det splittede lands fungerende premierminister, Arsenij Jatsenjuk, oplyser Herman Van Rompuy i en pressemeddelelse.

- Jeg har i eftermiddags (torsdag, red.) talt i telefon med premierminister Arsenij Jatsenjuk om situationen i Ukraine.

- Jeg har taget imod invitationen fra premierministeren og vil rejse til Kijev mandag for at fortsætte vores samtale om, hvordan situationen i Ukraine kan stabiliseres forud for præsidentvalget den 25. maj, siger belgieren.

- Samtalen vil også handle om, hvordan vi kan stoppe volden i Ukraine og skabe en inkluderende, landsdækkende dialog, tilføjer EU-præsidenten.

EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, var den første internationale topfigur, som besøgte Kijev, efter at præsident Viktor Janukovitj var blevet væltet i februar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst