EU rystet af nye udbrud af fugleinfluenza inden møde

Sundhedsministre fra de 25 EU-lande samles torsdag i London for at holde møder domineret af frygten for fugleinfluenzaen på det europæiske kontinent

LONDON:Rusland, Kina og Rumænien har bekræftet nye udbrud af den potentielt dødelige fugleinfluenza. Dermed sættes der skub i frygten for en pandemi - en verdensomspændende epidemi - mens Europa er ude i et kapløb for at inddæmme spredningen af virussen på sin sydøstlige flanke. Sundhedsministre fra de 25 EU-lande samles torsdag i London for at holde møder, der vil være domineret af frygten for spredningen af fugleinfluenza på det europæiske kontinent. Oprindeligt var det meningen, at dagsordenen for mødet var øget samarbejde mellem medlemsstaterne inden for en række forskellige sundhedsområder. Men den luftbårne influenzasmitte har erobret dagsordenen, efter at fugle i de seneste uger er døde af smitte med den særlige H5N1-stamme af fugleinfluenzaen i både Tyrkiet og Rumænien og muligvis også i Grækenland og i den europæiske del af Rusland. - Eksperter fortæller os, at en menneskelig pandemi er en reel mulighed, som kan finde sted på et hvilket som helst tidspunkt i de kommende år. Vi har brug en plan til at imødegå den, sagde EU-kommissær for folkesundhed Markos Kyprianou. Frygten blandt eksperterne er, at H5N1-virussen muterer med en almindelig influenzavirus og breder sig til mennesker. Hvis det sker, kan det udvikle sig til en verdensomspændende epidemi ligesom den, der i 1918 på verdensplan dræbte millioner af mennesker. Chefen for den britiske sundhedsstyrelse Liam Donaldson sagde onsdag, at det er "biologisk uundgåeligt", at fugleinfluenzaen bliver til en pandemi, der også vil ramme Storbritannien. Ifølge ham ligger Storbritannien inde med en beredskabsplan, der tager højde for, at 50.000 briter dør af fugleinfluenzaen. Til sammenligning har han sagt, at en normal vinterinfluenza koster omkring 12.000 mennesker livet. De britiske udtalelser kommer, efter FN's chefkoordinator for bekæmpelse af fugleinfluenzaen David Nabarro slog fast, at en pandemi kan komme til at koste så mange som 150 millioner mennesker livet. Nabarro har appelleret til verdens regeringer om hver især inden december i år at udpege en minister med ansvar for at koordinere sit lands bekæmpelse af fugleinfluenzaen. I Asien er 60 mennesker siden 2003 døde efter at være blevet smittet af fugle, og H5N1 betragtes som en særlig asiatisk form for fugleinfluenza, der nu breder sig. Onsdag kom der nye tegn på, at H5N1 er ved at brede sig yderligere i Europa. Fra Moskva meddelte det russiske landbrugsministerium onsdag, at sygdommen muligvis har ramt fugle i Tula-regionen i den europæiske del af Rusland. Makedonien er muligvis også ramt. Onsdag sagde landets tidligere sundhedsminister Gorgi Orovcanec til fjernsynsstationen CNN et større antal fugle er fundet døde i byen Bitola nær grænsen til Grækenland, og at vævsprøver fra den er blevet sendt til laboratorieundersøgelser i London. Samtidig meddelte den rumænske regering onsdag, at et britisk laboratorium har konstateret nye tilfælde af H5N1-virusset i Rumænien. Den frygtede fugleinfluenza stammer denne gang fra en svane og en høne, der sidste uge blev fundet døde i landsbyen Maliuc i Donau-deltaet. Grækenlands sundhedsminister besøgte onsdag den lille ægæiske ø Oinousses, hvor befolkningen frygter, at der er udbrudt fugleinfluenza. I Kina har myndighederne rapporteret om det første udbrud af fugleinfluenza i mere end to måneder, mens Thailands premierminister Thaksin Shinawatra torsdag bekræftede, at yderligere en person er død af fugleinfluenza. Dermed er 13 mennesker døde af fugleinfluenza i Thailand. /ritzau/AFP