Udland

EU's 2013-budget i hus - trods dansk nej

Danmark stemmer imod central del af kompromis for næste års EU-budget - men flertallet er på plads.

EU's 2013-budget i hus - trods dansk nej

EU's 2013-budget ser endelig ud til at være i hus - til trods for, at Danmark stemmer imod en central del af det kompromis, der har bilagt en bitter strid mellem medlemslandene, EU-Parlamentet og EU-Kommissionen.

Budgettet for 2013 og en justering af budgettet for 2012 er torsdag formelt blevet vedtaget med kvalificeret flertal blandt de 27 medlemslande. Danmark, Sverige, Storbritannien og Holland stemte imod 2012-delen.

En talsmand for EU-Parlamentets budgetudvalg siger, at det nu er en formssag for parlamentets plenarforsamling at give den sidste blåstempling af kompromisset i næste uge.

Budgettet for næste år har ikke direkte noget at gøre med det langtidsbudget og det danske rabatkrav for 2014-2020, som for tiden er genstand for hårde forhandlinger mellem medlemslandene.

Men 2013-budgettet har også haft en svær fødsel. Især fordi medlemslandene har strittet voldsomt imod kommissionens og parlamentets insisteren på, at landene som led i aftalen også skulle finde over 67 milliarder kroner ekstra til at betale alle regninger i år.

Det er endt med et kompromis om, at ekstraregningen i 2012 er sat ned til 45 milliarder kroner. Det meste af differencen på 22 milliarder skal så betales til næste år.

Det er dén lidt komplicerede aftale, Danmark er imod, fordi man ikke vil have stadfæstet en automatik i, at regningerne på den måde ruller videre til næste år.

Danmark har været blandt de lande, der har ment, at flere af pengene kunne findes i kasser i EU-Kommissionen, hvor der kan tænkes at være penge til overs fra for eksempel forsinkede eller forældede projekter.

Når der overhovedet er brug for en efterjustering i 2012, skyldes det en teknikalitet i EU's budgetprocedure. Det er svært at vide på forhånd, præcis hvor store beløb der kommer til udbetaling de enkelte år på store projekter, der løber over flere år.

Selve budgettet for 2013 er på lidt over 1000 milliarder kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.