EU's nye DF-politikere endte uden for top 20

DF's spidskandidat Morten Messerschmidt fik flere stemmer end S og V's valgte kandidater tilsammen.

Tre af Dansk Folkepartis fire valgte medlemmer til EU-Parlamentet var langt fra topscorerne over de personlige stemmer ved søndagens valg.

Både Rikke Karlsson, Anders Vistisen og Jørn Dohrmann endte uden for top 20 med hver under 10.000 personlige stemmer.

Til gengæld tog Morten Messerschmidt for sig af vælgerkrydsene fra DF-vælgerne. Da de personlige stemmer mandag aften var talt op, kunne han notere sig for 465.758.

Dermed slog han tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) rekord fra 2004 på 407.966 - en rekord, der altså holdt i 10 år.

Ved valget for fem år siden fik Morten Messerschmidt 284.500 personlige stemmer, og han har dermed både første og tredjepladsen for antallet af personlige stemmer ved valg til Europaparlamentet.

Morten Messerschmidt fik desuden flere personlige stemmer end Venstres og Socialdemokraternes valgte politikere tilsammen.

Efter DF-spydspidsen kommer Jeppe Kofod (S) med i alt 170.739 personlige stemmer, mens SF's Margrete Auken tager tredjepladsen med 153.072 personlige vælgerkryds.

Den tidligere badmintonstjerne Poul-Erik Høyer (V) fik også et godt valg. Han endte på en 14.-plads med i alt 14.802 stemmer, men det var ikke nok til at komme blandt Venstres valgte kandidater.

Venstre blev den store taber ved EU-valget. Partiet gik tilbage fra 20,2 procents opbakning til 16,7. Nedgangen på 3,5 procentpoint kostede en plads i parlamentet. Sagerne om Lars Løkke Rasmussens tøj og rejser den seneste tid har kostet stemmer, har V-formanden selv erkendt.

Især Venstres Jens Rohde har fået markant færre stemmer i år end ved valget i 2009. For fem år siden høstede han 171.205 personlige stemmer, men søndag blev det kun til 48.882, hvilket rækker til en niendeplads. Ved valget i 2009 var han dog også sit partis spidskandidat.

V-kandidaten beholder dog alligevel sin plads i EU-Parlamentet, og han får følgeskab af Ulla Tørnæs (V), der endte på en sjetteplads med 136.388 personlige stemmer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst