EU's rolle styrkes

En væsentlig målsætning med Lissabon-traktaten er at styrke EU’s rolle internationalt

LISSABON-TRAKTAT:En væsentlig målsætning med Lissabon-traktaten er at styrke EU’s rolle internationalt og give EU-landene bedre mulighed for at påvirke den globale politik på forskellige område f.eks. klima og sikkerhedspolitikken, som kan ske gennem samordning af de aktiviteter, EU har i verden, og samtidig ved en øget koordination mellem medlemslandene. Med det nuværende traktatgrundlag er de internationale aktiviteter adskilte mellem det, som Rådet primært tager sig af, det vil sige den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik, og det, som Kommissionen primært tager sig af, og det vil sige den internationale handel, udviklingspolitikken og humanitær bistand, samt det økonomiske samarbejde med lande uden for EU m.m. Lissabon-traktaten samordner disse politikker ved, at Rådets Udenrigsrepræsentant får tildelt ansvaret for både Rådets og Kommissionens udenrigspolitiske aktiviteter, og til at hjælpe med disse aktiviteter oprettes der en tjeneste for EU’s optræden udadtil, en tjeneste, der skal bestå af diplomater fra medlemslandene og EU’s institutioner der skal samarbejde rundt omkring i verden, ved forskellige organisationer som f.eks. FN. Men den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er pr. tradition et område der er stærkt forbundet med medlemslandenes suverænitet, og derfor beholder politikken sit særpræg ved, at det alene er medlemslandenes regeringer, der gennem Ministerrådet og Det Europæiske Råd tages beslutningerne om EU politikkerne på de nævnet områder, og i Lissabon-traktaten står der også udtrykkeligt, at der ikke kan vedtages lovgivningsmæssige retsakter, og at Domstolen ikke har nogen kompetencer på området, og de fleste beslutninger skal vedtages med enstemmighed, som tilfældet er i dag. Jeg er af den opfattelse, at det er positivt at samle trådene i EU’s optræden udadtil, da EU vil få en tydeligere stemme i relationer til partnerlande og partnerorganisationer i resten af verden. Med Lissabon-traktaten vil det forblive sådan, at EU fortsat ikke kan pålægge et medlemsland en bestemt udenrigspolitik, og samtidigt kan et enkelt medlemsland heller ikke forhindre, at andre lande inden for EU’s rammer går sammen og fører en bestemt udenrigspolitik. EU bliver med Lissabon-traktaten omdannet til én juridisk person, hvilket betyder at EU kan indgå bindende aftaler med tredjelande og internationale organisationer som en enhed selv om indholdet af aftalerne berører kompetencer inden for både unionen (den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik) og fællesskabet (såsom handels – udviklings og miljøpolitik mv.) De fleste, der har studeret EU’s nye traktat, er sikkert enige om, at den har to overordnede målsætninger, dels skal den gøre EU-samarbejdet mere effektivt med udvidelsen, dels tager den højde for den kritik, som gennem de seneste 10-15 år med mellemrum har været rejst af EU samarbejdet, så der er god grund til at se frem til den endelige ratificering, så Lissabon traktaten er virksom senest ved årsskiftet 2009-2010?