EU’s store virksomheder ikke forberedte på handel med CO2

Mange virksomheder i Europa er uforberedte på EU’s direktiv om kvotehandel med CO2, der skal træde i kraft allerede den 1. januar 2005.

De største europæiske virksomheder tror ikke, at direktivet kommer til at virke fra nytår, viser en undersøgelse, som revisionsselskabet Ernst & Young har gennemført blandt flere end 200 af de største virksomheder i Europa. - En overvældende majoritet af de adspurgte virksomheder tror ikke, at handelen med kvoter vil begynde til den planlagte tid, og de tror heller ikke, den vil betyde en reduktion af CO2-udslippet, lyder en af konklusionerne fra undersøgelsen. EU skal ifølge Kyoto-aftalen begrænse sit udslip af drivhusgasser med otte procent i 2008-2012, og Danmark skal skære med hele 21 procent. For at nå de mål er det vedtaget at begynde at handle med CO2 virksomhederne imellem i en "prøveperiode" fra 2005-2007. Men i erhvervslivet er der stor usikkerhed om kvotehandelen, viser undersøgelsen. Ifølge Ernst & Young kan virksomhedernes manglende parathed enten føre til, at EU-Kommissionen og regeringerne taber ansigt, eller at de europæiske virksomheder negligerer en meget væsentlig risiko for deres forretning. Ifølge Dansk Industri kan der opstå problemer, når danske virksomheder fra januar 2005 er omfattet af både EU-direktivet om kvotehandel og de danske regler for CO2-afgifter. Danske virksomheder skal ikke betale CO2-afgift for den del af energiforbruget, der bliver omfattet af kvotehandel. Men der er områder, man ikke har fritaget for afgiften, selv om de er med i kvoteordningen, f.eks. rumopvarmning. Dansk Industri var dog positivt indstillet, da regeringen i februar fremlagde forslaget til danske CO2-kvoter. - Der er tale om et tåleligt og afbalanceret forslag. Selv om det selvfølgelig vil koste en række af vores medlemsvirksomheder nogle penge, må man være fair og sige, at forslaget er til at leve med, sagde DI-direktør Kim Graugaard. /ritzau/