EU sætter delmål for handelsforhandlinger med USA

Første etape af frihandelsforhandlinger med USA kan være færdig til januar, siger EU's handelskommissær.

Udland 30. september 2013 17:36 - Opdateret 30. september 2013 17:38

EU sætter delmål for handelsforhandlinger med USA

En uge inden forhandlere fra EU og USA for anden gang sætter sig til bords sammen for at prøve at enes om delelementer i verdens potentielt største frihandelsaftale, forsøger begge parter mandag at sætte scenen.

EU's handelskommissær, Karel de Gucht, siger i en pressemeddelelse, at første etape - en ramme for nye, fælles regler og produktstandarder på tværs af Atlanten - kan være klar allerede til januar.

Den amerikanske præsidents handelsrådgiver, Michael Froman, understreger derimod under et kort besøg i Bruxelles, at der stadig er meget lang vej til enighed.

- Der er meget få af de ting, der er værd at gøre, som også er nemme at gøre. Vi har i sinde at arbejde så hårdt og hurtigt som muligt. Men det bliver substansen, der afgør tidsplanen, siger Froman under et møde i tænketanken German Marshall Fund.

Han antyder, at det kan være et problem, at EU-landene - trods deres eksisterende indre marked - stadig har en tendens til at operere ud fra 28 nationale dagsordener.

- Alle interesserede parter bør have lige adgang til den proces, hvor vi aftaler produktstandarder. I stedet for deres pas bør det være deres professionelle ekspertise og vurdering, der åbner døren for, at de kan være med til at bestemme, hvordan tekniske spørgsmål bliver afgjort, gennemført og godkendt.

- At begrænse udviklingen af standarder til processer baseret på nationalitet er en fristende måde til at sikre sig markedsandele til de hjemlige valgkredse. Men det har vi ikke råd til, siger amerikaneren.

Både Froman og EU-embedsmænd afviser i øvrigt avisskriverier fra de seneste dage om, at USA's og EU's forhandlere skulle være på kollisionskurs, fordi EU prioriterer først at enes om standarder i hver enkelt sektor som medicin, kemikalier og biler, mens USA vil have en overordnet ramme på plads, før man går i detaljer.

Frihandelsforhandlingerne mellem EU og USA begyndte i juli i år og sigter mod at skabe verdens største marked, der vil fjerne told- og regelbarrierer for handler med en værdi på over 40 procent af hele verdens bruttonationalprodukt.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...