EU-sanktioner mod gidseltager i Slavjansk

Den selvudråbte borgmester i østukrainsk by er blandt 13 personer, der føjes til EU's sanktionsliste.

Udland 12. maj 2014 19:01

Den selvudråbte borgmester i den østukrainske by Slavjansk, Vjatjeslav Ponomarjov, der i april var med til at tage blandt andre en dansk OSCE-observatør som gidsel, rammes af EU-sanktioner, erfarer Ritzau.

Ponomarjov blev verden over kendt som gidseltagernes offentlige ansigt, da han allerede tidligt under den otte dage lange tilfangetagelse stod frem og beskyldte de otte tilfangetagne OSCE-observatører for at være spioner. Han kaldte dem også krigsfanger.

Senere under det otte dage lange forløb optrådte Ponomarjov også på et tv-transmitteret pressemøde sammen med gidslerne.

En svensker i gruppen blev frigivet tidligt af helbredsmæssige årsager, mens den danske chefsergent John Christensen blev sat fri sammen med resten den 3. maj.

EU-landenes udenrigsministre har på et møde mandag i Bruxelles besluttet at ændre kriterierne for, hvem der kan sanktioneres, og føjer nu yderligere 13 personer og to virksomheder til de 48 personer, der allerede står på EU's sanktionsliste.

Den fulde liste over de nye navne på listen bliver først offentliggjort senere mandag.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...