EU skærper igen sanktioner mod Rusland

EU føjer 13 personer og to virksomheder til sin sanktionsliste mod Rusland og russiske interesser i Ukraine.

Udland 12. maj 2014 15:42

To virksomheder og yderligere 13 personer bliver føjet til EU's sanktionsliste mod Rusland og prorussere i Ukraine, har EU-udenrigsministrene besluttet.

EU har tidligere besluttet at nægte 48 russere og russisksindede borgere på Krim indrejse i EU, ligesom de pågældende har fået indefrosset deres værdier i europæiske banker.

De hidtidige sanktioner retter sig mod personer, der kan stilles til ansvar for det, EU regner for Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen tidligere i år.

Med mandagens beslutning udvides kriterierne for, hvem der kan sanktioneres, så sanktionerne også kan ramme personer og virksomheder, der har draget fordel af russisk overtagelse af ukrainske virksomheder i forbindelse med annekteringen.

Ifølge Ritzaus oplysninger er de to virksomheder, der kommer på EU's sanktionsliste, mindre virksomheder i energisektoren.

Navnene bliver først offentliggjort senere mandag.

Det har været en mærkesag for Danmark og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) at udvide sanktionerne til også at omfatte virksomheder.

- Det er så vigtigt at få virksomheder med på listen, fordi det øger usikkerheden både for de oligarker, som går ind på den forkerte side med Putin (Ruslands præsident, red.), men også de virksomheder som begynder at investere i nogle af de områder, som bliver annekteret af Rusland.

- Med det her signal gør man det meget, meget usikkert for dem at fortsætte investeringerne. Og det at stoppe investeringerne er et stærkt våben i forhold til at få normaliseret hele situationen, sagde Lidegaard på vej ind til mandagens møde.

EU er endnu ikke stemt for at gå videre med bredere, sektorbaserede økonomiske sanktioner, som også vil være dyre for flere EU-lande.

Den danske udenrigsminister gør det klart, at EU's tålmodighed i forhold til de mere vidtrækkende sanktioner knytter sig til, om det planlagte præsidentvalg i Ukraine 25. maj forløber uden problemer.

- Den røde linje i forhold til, at vi skal videre med sanktioner i forhold til fase tre og andre styrkelser af sanktionerne, er selvfølgelig, om valget 25. maj bliver obstrueret, siger Lidegaard.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...