EMNER

EU skal gøreslangt enklere

Jeg anser mig selv for at være fuldblods europæer. Hvad er det egentlig?

For mig er det, at der skabes forhold inden for Europa, der giver de mennesker, der lever inden for områdets afgrænsninger, samme rettigheder og pligter. – Samme muligheder og begrænsninger. Kan man det? Ja, det kan man godt, men det er svært, og det er noget nær umuligt, men i teorien kan man godt! Skal man så opgive eller skal man stræbe efter det helt ideelle? Man skal naturligvis ikke opgive, men stræbe efter at komme så tæt på det ideelle som muligt. Jeg mener, at politikerne hidtil har fejlet ret så kraftigt, idet de i bestræbelserne på at tækkes modstanderne af EU og sikre et stadigt flertal for et fælles Europa, har fået lavet noget roderi, som ingen har overblik over. Det er næsten helt sikkert, at den fremlagte traktat vil forårsage en mængde retssager og svære politiske forhandlinger i de næste mange år, for at klarlægge, hvad hensigten egentlig er med traktaten. Det fælles Europa var oprindelig kun baseret på handelsaftaler og talen om "Europas Forenede Stater" var nærmest et bandeord, og jeg mener heller ikke, at datidens politikere generelt havde planer om en stormagt i stil med USA. Det er tanker, der er kommet til senere, for i dag må alle erkende, at det der ligger på tegnebordet er Europas Forenede Stater på alle områder. Fælles mønt, fælles retspolitik og fælles militær. Med disse ting følger også vedtagelser af fælles udenrigspolitik og handelspolitik, så jeg mener virkelig, at politikere, der i dag vil påstå, at målet ikke er EFS, kommer til at virke utroværdige. Den måde, politikere løbende har ageret i deres bestræbelser for at bevare ideologien om et fælles Europa, er i højere og højere grad kommet til at fremstå som et bedrag af befolkningerne, og jeg tror i høj grad, at det er det, der vil vanskeliggøre vedtagelsen af en fælles grundlov eller traktat om det fortsatte virke for et fælles Europa. For mig har Fælles Europa hidtil været aftaler på så mange område som muligt, der skulle skaffe europæerne et fælles livsgrundlag, hvor man fastholdt de enkelte landes egen suverænitet til at bestemme, om man ville være med på de andre landes betingelser eller om man havde råd til at køre solo med de konsekvenser, det måtte give, men jeg har hele tiden haft den indstilling, at en betingelse for at kunne udvikle lige vilkår for alle uanset, hvor i Europa man levede, var, at man havde en fælles møntenhed således, at man direkte og uden store beregninger kunne sammenligne prisen på den samme vare, uanset om man opholdt sig i Grækenland eller i Danmark eller for den sags skyld i et hvilket som helst andet europæisk land. Man skal huske på, at fra starten var det told- og afgifts skranker, der skulle overvindes og dermed også statstilskud til fremstilling af varer, der var den store hurdle. Disse vanskeligheder har man ikke fået løst endnu i dag, men alligevel er man gået langt videre i retning af EFS med vedtagelser om fælles militære enheder og udenrigspolitiske tiltag, i et tempo som den almindelige borger ikke har en chance for at kapere. Problemerne for Fælles Europa tårner sig op i horisonten i takt med, at embedsmænd og politikere i deres egen lille korrumperede verden forsøger at skaffe sig selv og deres omgivelser mere og mere magt og mere og mere velstand. Jeg kan ikke se facit på anden måde, end at det er personlige ambitioner over alt andet, der driver værket, og at det først i anden række er tanken om den ideelle verden, der driver disse politikere. Hvis man i stedet for dette hæsblæsende tempo, selv om mere en 35 år er lang tid, havde gjort en ting færdig ad gangen og fået det til at virke, selv om tingene uvægerligt hænger sammen, når man når til enden, tror jeg resultatet i dag havde set helt anderledes ud. Det er jo nok også årsagen til, at man har trukket det hele ind i en stor blandemaskine i stedet for at lave en enkelt ting færdig og så føje tingene sammen i sammenslutninger, hvor nogle lande ville være med i det hele eller i det meste og nogle lande måske kun ville være med på et enkelt eller to områder. Se så havde vi stadig bevaret illusionen om, at tanken, drømmen eller mareridtet om man vil ikke var EFS, men samarbejdsaftaler mellem suveræne stater. I stedet har man skabt et kæmpe magtapparat der dobler de nationale parlamenter op helt uhensigtsmæssigt. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke mener, at det der er godt nok til de øvrige lande ikke også skulle være godt nok til mig og Danmarks befolkning, men der er altså store forskelle i kultur og livsstil. Min tanke med EF fra starten var, at hvert land skulle have en repræsentant siddende i et forum, hvor man fandt frem til et fælles oplæg til en aftale f.eks. på handelsområdet, hvorefter dette oplæg gik til behandling i de nationale forsamlinger til vedtagelse, og når alle lande havde et fælles lov kompleks, blev dette ophøjet til lov. Det ville være nærdemokrati. Grundlaget for en fuldstændig handelsaftale er naturligvis, at man har ens forhold omkring valuta og arbejdsforhold, samt at man fremstillede de varer, der var bedst mulighed for på et givet sted, i stedet for at give tilskud til vindyrkning i et område som f.eks. Danmark fordi, der er vanskeligere forhold og på den måde udligne konkurrencebegrebet. Kort sagt lad dø, som ikke kan leve. I stedet giver man tilskud til et håndværk som danske bønder, der formentlig er de mest effektive i hele Europa, hvilket jo kun kan skyldes en ting, at man skal sikre et flertal for ideologien i Danmark. Til sammenligning betaler bønderne i Frankrig til ordningen, selv om de ikke er særlige effektive på de områder, som danskerne behersker næsten til fuldkommenhed. Det er da ikke befordrende for levedygtige aftaler om fællesskab. Det er mærkelig at tænke på, at EFS er startet på at aftale lige handelsvilkår, men man har aldrig diskuteret lige arbejdsvilkår. Hvordan har man så egentlig tænkt sig at balancere konkurrencevilkår, for samtidig med, at man var enige om at fjerne statstilskud, indførte man EF/EU-tilskud? I teorien er tanken måske rigtig nok, men i det praktiske liv er man efterhånden blevet enige om, at det ikke virker og giver et alt for stort bureaukrati, som overhovedet ikke afskaffer de uligheder, der måtte være. Man har indført fælles mønt, men man har ikke engang luftet planerne om fælles arbejdsforhold og mindsteløn. Det er fra mit ståsted ufravigelige krav for, at man kan gennemføre aftaler, der på alle andre områder skal skaffe lighed og broderskab. Min tanke har aldrig været, at der skulle sidde et kæmpe parlament midt i Europa og træffe bestemmelser om, hvad de enkelte medlemslande må og især ikke må. Hvis man i stedet i det forum, der måtte være for hver aftale område, begrænsede bestemmelserne til at være minimum og maksimum grænser f.eks. en minimumsgrænse for socialhjælp eller en maksimumsgrænse for anvendelse af sprøjtemidler, så ville systemet virke langt mere hensigtsmæssigt og langt lettere at gennemføre. Det ville også give den enkelte suveræne stat mulighed for at tilpasse lovgivningen til netop deres område. I stedet sidder jeg nu med en traktat eller grundlov, hvad man nu foretrække at kalde værket, der helt givet får et kæmpe flertal i Europa til at stejle, hvis det almindelige menneske begynder at læse i den. Dette værk ville ikke have en rejes chance i fryseren for at blive vedtaget, hvis man sendte den ud til folkeafstemning som et samlet resultat i hele Europa. Jeg sidder her som, hvad jeg selv kalder super europæer, og er kommet til side 13 samt kigget specielt på nogle sider i specielle interesse afsnit, og jeg vil på dette tidspunkt stemme nej til traktaten. Det er helt sikkert! Hvis nogen enkeltperson vil påstå, at han/hun har fuldt overblik over, hvad denne traktat kommer til at betyde for de 25 medlemslande, vil jeg påstå, at vedkommende er fyldt med løgn. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Alene sprogbruget på de første sider er af en sådan karakter, at almindelige mennesker må stå af i forsøget på at forstå meningen med det skrevne. Hvor mange mennesker ved f.eks. hvad præambel er? – Jeg slog op i en ordbog fra 1982. Der findes ordet ikke! Når man så læser i traktatens side 9 og 10, hvad det går ud på, krøller man tæer, så det gør helt ondt. Til gengæld bliver man så glædelig overrasket over sprogbruget, når man læser i del 1 "Definition af Unionen og dens mål". Det er straks sværere at forstå teksten, for fremmedordene kommer myldrende frem. Vel at mærke fremmedord, som mange ordbøger overhovedet ikke indeholder, men det er letlæseligt sprog. Noget, som er langt værre er, at det egentlige letlæselige indhold stort set er intetsigende alene fordi teksten ustandselig henviser til andre dele af traktaten. Man får uvilkårligt den tanke, at det er lavet sådan fuldt forsætligt, for at almindelige mennesker, som ikke arbejder med den slags til daglig, ikke skal have en mulighed for at læse sig til, hvad hensigten i virkeligheden er, inden man er blevet træt af at huske alle henvisningerne. Ved gennemlæsning første gang hæfter man sig ved bestemmelserne for arbejdsmarkedet, hvor man bruger flere afsnit til at udtale sig om ligestilling og løn mellem mand og kvinde, men der er ikke noget steds nævnt noget om overholdelse af lokale aftaler som f.eks. mindsteløn. Tvært imod omtales retten til at etablere sig overalt i medlemslandenes områder, hvilket jo helt klart burde hænge sammen med før nævnte, da det ellers betyder en total skævvridning af konkurrenceforholdene. Vedrørende landbrugspolitikken fastholder man afgifter, der udligner indførsel og udførsel, hvilket er stik imod den oprindelige tanke om toldskrankerne. Efter at have læst traktatens første 141 sider én gang er indtrykket, at der noget rod med en masse hensigtserklæringer og kompromisser, der stadig skævvrider såvel samliv som konkurrencevilkår inden for Unionen. Når man har læst de 246, sider som udgør traktaten, sidder man med en mærkelig fornemmelse af, at have læst en række selvfølgeligheder, som stort set allerede gælder i Danmark i dag, og hvorfor er det så lige, at nogen er modstandere af fællesskabet? Noget af svaret begynder allerede på side 247, for nu viser det sig, at for at forstå meningen af de første 246 sider, skal man altså lige læse 36 protokoller på jeg ved ikke hvor mange sider. Af disse 36 protokoller gengives kun 9 i forbindelse med traktaten uden, at der gives nogen forklaring på det. Alle protokollerne indledes med "de høje kontraherrende parter", som jo er et højtravende sprogbrug, der fortæller lidt om, hvad de implicerede tror om sig selv, mere end hvad det reelle indhold egentlig er. Fra side 286 til og med side 291 er der en oversigt over, hvad de to organer Rådet og Parlamentet er bestemmende for i vedtagelsesproceduren. Det giver samtidig et udmærket overblik over, hvad der er ladt tilbage til f.eks. det danske folketing. Det er nemlig ministerrådet, der sidder med hele magten til vedtagelse. Rådet, som det kaldes i daglig tale, er i realiteten ikke et råd, men et råd for hvert ministerielt område. D.v.s., at har man delt magtapparatet op i 25 dele, sidder der altså 25 ministre i 25 råd og skal vedtage lovene. D.v.s. 625 mennesker, der skal styre Europa. Hvad skal de 750, som i øjeblikket er 785, i parlamentet egentlig lave? Min umiddelbare vurdering er, at EU-Parlamentet og Folketinget med rimelighed kunne nedlægges som lovgivende forsamling. Man vil formentlig ikke opdage forskellen. Der er sammenlagt 16 punkter i oversigten, hvor der ikke er fastlagt regler for vedtagelsesproceduren ud af samtlige EU"s jurisdiktioner. Folketingets vigtigste funktion i fremtiden er helt sikkert, at opstille det mandat, som den til enhver tid siddende minister på det felt, som nu mødes i Rådet, et stensikkert mandat til, hvad han må og ikke må stemme for eller skal stemme imod. Derudover kan Folketinget lovgive om f.eks. kirkelige spørgsmål. Det vil EU tilsyneladende ikke blande sig i, så der bliver rigelig tid til at beskæftige sig med det ofte groteske tidsfordriv i Folketinget, der hedder spørgsmål til ministeren. Jeg har nu gennemlæst eller skimmet det fremlagte materiale. Det har taget mig tre-fem timer hver dag i godt fem uger, og jeg er ikke blevet klogere på, hvordan et Fælles Europa vil se ud, hvis denne traktat vedtages. Jeg ved heller ikke, om jeg kan samle kræfter til at læse det igennem igen før 27. september 2005. Jeg er imidlertid blevet klar over en ting, og det er, at jeg er ret sikker på, at både embedsmænd og politikere uanset, om de er for eller imod EU, vil finde en måde at køre toget videre på, for hvor ender vi ellers. Min konklusion er, at der ikke skal laves nogen traktat overhovedet. Fjern parlamentet og lad Unionen styre af ministerrådene, der får mandat på de enkelte områder af landenes egne styrende organer. Så får vi et Europa, som vi kan enes om, og jeg tror, at tanken om minimums- og maksimumsgrænser i stedet for ultimative EU love således, at der overlades en vis selvbestemmelsesret til de nationale styrende organer, kan betyde, at alle nuværende 25 lande vil være med uden undtagelsesbestemmelser for enkelte lande. Hvis nogle lande som f.eks. Danmark ikke vil være med i aftaler om enkelt områder, kommer Rådet på disse områder jo bare til at bestå af et mindre antal lande, og så må enkelte lande bare stå udenfor på det område. Det ville også betyde, at man var fri for en masse dyre folkeafstemninger i hvert fald i Danmark. EU er i dag alt for kompliceret. Forenkling er løsningen på alle svære problemer ikke yderligere komplicering.