EMNER

EU skal jagte pirater

Næsten hver uge hører vi om skibe, som bliver kapret ud for Somalias kyst, hvor også danske skibe har været udsat for disse kapringer.

AKTION:Næsten hver uge hører vi om skibe, som bliver kapret ud for Somalias kyst, hvor også danske skibe har været udsat for disse kapringer. Derfor sendte Danmark Absalon ned til de urolige farvande ud for Afrikas Horn. Vanen tro har det danske forsvar ydet en brav indsats, som har resulteret i tilfangetagelse af somaliske pirater og adskillige kapringer, der er blevet afværget. Imidlertid har de tilfangetagne pirater medført hovedbrud og politiske slagsmål herhjemme, for hvad gør man med disse mennesker, som befinder sig i et juridisk tomrum? Løsningen viser sig heldigvis i form af en EU-ledet mission som har et klarere mandat til retsforfølgelse af pirater end den nuværende internationale styrke; Task Force 150, som det danske skib Absalon er en del af. Enhedslisten og Dansk Folkeparti er åbne over for dansk deltagelse i EU’s flådestyrke mod pirateri ud for Somalias kyst. De to partier vil dog ikke være med, hvis Danmark dermed krænker forsvarsundtagelsen. Foreløbige meldinger tyder på, at dansk deltagelse i styrken vil krænke undtagelsen. Dermed er Folketingets to EU-negative partier blevet sat skakmat af den undtagelse som de ikke vil afskaffe. Endnu engang ser vi at forsvarsundtagelsen direkte modarbejder danske interesser. Kampen mod pirater er ikke bare luftig snak om fred, sikkerhed og demokrati, det er konkret og det har stor betydning for et af Danmarks største erhverv, nemlig søfarten. Tiden er ganske enkelt løbet fra en konstruktion, som stammer fra en tid hvor det lykkedes for venstrefløjen at sælge en skrækvision om at vi var på vej mod en Europahær. Med dagens sikkerhedspolitiske udfordringer fristes man til at sige: ”gid det var så vel”. For der er vitterligt brug for et stærkere samarbejde inden for forsvarsområdet med de mange opgaver, som trænger sig på i EU’s nærområder. F.eks. er det ikke vanskeligt at forstille sig at der bliver brug for en EU-styrke i forbindelse med at overvåge freden på grænsen mellem Israel og Gaza. Danmark kan ganske enkelt ikke være bekendt at køre på frihjul når det gælder EU’s forsvarssamarbejde. Derfor bør vi have en folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsudtagelsen, og Dansk Folkeparti og Enhedslisten bør alvorligt overveje om de ikke burde anbefale et Ja – ellers er der ingen sammenhæng mellem deres tale og deres handling.