Udland

EU-stempel på omstridt sprøjtegift trækker i langdrag

EU-kommissær opfordrer medlemslande til snart at nå til enighed om det omstridte sprøjtemiddel glyfosat.

Sprøjtemidlet glyfosat, som indgår i det storsælgende ukrudtsmiddel Roundup, står over for at skulle have fornyet sin godkendelse.

Men beslutningen om godkendelsen er trukket i langdrag, fordi EU-landene har svært ved at blive enige, da der er skabt tvivl om, hvorvidt ukrudtsmidlet er kræftfremkaldende.

EU's kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed, Vytenis Andriukaitis, opfordrede på et pressemøde onsdag medlemslandene til snart at nå til enighed om en forlængelse af den nuværende godkendelse af glyfosat.

Det er nemlig ved at være sidste udkald, fordi den nuværende godkendelse udløber 30. juni.

- Det er vigtigt at præcisere, at når et stof er blevet godkendt eller fornyet på EU-plan, er det op til medlemsstaterne at godkende de endelige produkter, siger EU-kommissæren.

- De medlemsstater, der ønsker ikke at bruge glyfosatbaserede produkter, har mulighed for at begrænse deres anvendelse. De behøver ikke at gemme sig bag kommissionens beslutning, siger han.

I første omgang lignede fornyelsen af sprøjtemiddelingrediensen blot en formalitet.

Men efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO’s, kræftagentur, IARC, sidste år udgav en rapport, der konkluderede, at glyfosat sandsynligvis var kræftfremkaldende, blev flere fortalere for midlet i tvivl.

EU’s fødevareagentur, EFSA, afviste et halvt år senere, at midlet var forbundet med en kræftrisiko, men det har alligevel ikke lukket debatten.

Et ekspertudvalg bestående af en til to eksperter fra hvert af de 28 medlemslande mødes mandag 6. juni for at diskutere og stemme om en eventuel begrænset forlængelse af godkendelsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.