EMNER

EU støtter Darfur-styrke

Bruxelles: Borgerkrigen i Sudans Darfur-region bliver stadig blodigere, og tilmed er en planlagt international fredsstyrke i så stor pengenød, at det er nødvendigt med ekstrabidrag. Derfor besluttede EU’s udenrigsministre i går at sende omkring 330 millioner kroner ekstra afsted.Hullet i pengekassen er dog på hele 1,5 millarder kroner, og derfor gik hatten rundt til de enkelte medlemslande, som blev opfordret til at yde supplerende bidrag. Danmark lovede 10 millioner kroner, sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K) efter mødet, og blandt de øvrige lande, som gav ekstra penge, var EU-formandslandet Tyskland, Grækenland og Irland. Mindst 200.000 mennesker er blevet dræbt, og omkring 2,5 millioner tvunget på flugt, siden arabiske militser med støtte fra centralregeringen i 2003 begyndte at fordrive den sorte befolkning i Darfur. /ritzau/