EU til kamp mod fordomme

EU’s kampagne nåede til Aalborg og satte fokus på at skabe lige muligheder for alle

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er ikke mange kvindelige racerkørere, men Camilla Stephansen fortalte, at piger også kan køre stærkt.

AALBORG:En kvindelig politielev, en kvindelig racerkører, en mandlig social- og sundhedsassistent og en professionel fodboldspiller med marokkansk baggrund. Det var nogle af de personer, som skulle få aalborgensernes øjne op for, at de skal droppe fordomme og diskrimination, da EU stod i spidsen for kampagnen ”Brug forskellene. Stop diskrimination” på J.F. Kennedys Plads i går eftermiddag. Den såkaldte EU-truck kører Europa rundt for at sprede budskabet om mangfoldighed og vigtigheden af, at alle får lige muligheder uanset køn, handicap, hudfarve, seksuel observans og så videre. Og arrangementet var knapt kommet i gang, før NORDJYSKE overværede en herre henvende sig til én af kampagnens medarbejdere og spurgte: ”Hvis man ikke kan li’ muslimer, er det så racisme? Jeg synes, at alle muslimer skal slås ihjel eller skal sendes ud af landet”. Lige netop sådan et eksempel bekræftede medarbejderen i, at der er brug for en kampagne, der sætter fokus på blandt andet racediskrimination og fordomme. Ifølge en undersøgelse foretaget af EU sidste år mener 64 procent af europæerne, at diskrimination er udbredt i deres land, og over halvdelen peger på, at der ikke bliver gjort nok for at løse problemet. Derfor vil EU fortælle EU’s borgere om fordelene ved mangfoldighed og kampen mod diskrimination. Politielev Lisa Jacobsen var repræsentant for en gruppe, som mange mænd stadig har fordomme imod. Der er stadig mænd, der ikke tror, at kvinder kan passe et job som betjent ordentligt. - I år er det 30 år siden, at kvinder kom ind i politiet på lige fod med mænd. Men kun 10 procent af betjentene er kvinder i dag, og vi vil gerne have, at antallet af de optagne på politiskolen stiger til 25 procent, siger Lisa Jacobsen, som arbejder på station Bellahøj i København. Lisa Jacobsen fik stoppet flere grupper af unge piger for at fortælle om mulighederne for at blive betjent, og pigerne virkede interesserede og tog imod hendes brochurer. Repræsentanter fra socialministeriet krydrede besøget i Aalborg med at besøge 9. og 10. klasses elever på Gl. Hasseris Skole og Sofiendalskolen for at tale om fordomme, og eleverne blev introduceret til et rollespil om emnet. Ambassadører Med besøget ville ministeriet gøre eleverne til ambassadører for kampagnen. - Vi vil gerne have de unge til at tænke over, hvad det vil sige at give lige muligheder for alle, siger projektleder Gorm Scherfig, Socialministeriet. Nogle af eleverne kom til J.F. Kennedys Plads efter skoletid. Flere af dem prøvede en forhindringsbane i kørestol eller nogle af de andre aktiviteter, som var en del af kampagnen. De kunne også høre rapperen Zaki, møde AaB-spillerne Allan Olesen og Karim Zaza, som gav racismen det røde kort.