EU-top sætter en dag af til demokratisk bekymring

EU's justitskommissær holder seminar for at undersøge behov for ny straf af lande med demokratiske problemer.

EU-top sætter en dag af til demokratisk bekymring

For tiden er det Ungarn. Sidste år var det også Rumænien. Og for flere år siden var det Østrig, der havde så meget demokratisk rod i toppen af sin regering og statsapparat, at de andre lande i EU blev bekymrede.

Nu gør EU-Kommissionen klar til for alvor - blandt andet efter opfordring fra den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF) - at se på, hvordan EU får bedre mulighed for at reagere på medlemslandes problemer med at overholde EU's grundlæggende rettigheder.

EU's justitskommissær, Viviane Redning, siger i forbindelse med et møde blandt EU-landenes justitsministre torsdag i Luxembourg, at Kommissionen sidst i august vil holde et daglangt seminar for blandt andet at vurdere, om der er behov for en traktatændring.

Reding siger, at det handler om at finde de rigtige mekanismer, der kan "hjælpe medlemslande, der viger fra den rette vej, til at komme tilbage til den rette vej".

Justitskommissæren mener, at det kan være en idé at skrive traktaten om, så det bliver muligt at indføre en form for straf af lande, der ikke overholder de regler, der er indskrevet i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

Efter bekymringerne over det højreorienterede Frihedspartiets indflydelse i regeringen i Østrig i 2000 blev traktaten ændret, så det i yderste konsekvens nu er muligt at fratage et land stemmeretten i EU.

Men den mulighed - der i EU-jargonen bliver omtalt som "EU's atombombe" - har foreløbig at være for voldsom til for eksempel Ungarn, hvor flere lande er utrygge ved premierminister Viktor Orbáns omfattende forfatningsændringer.

- Når vi har en artikel 121 i traktaten til at straffe økonomisk ballade og få landene tilbage til normal opførsel, så synes jeg ikke, det er holdbart, at vi ikke har noget lignende i traktaten over for mangelfuld gennemførelse af de grundlæggende love.

- Det vil være interessant at se på, hvordan vi måske kan udvide traktaten på spørgsmålet om vores værdier, siger Reding.

Villy Søvndal skrev i marts sammen med sine kolleger fra Tyskland, Holland og Finland en opfordring til, at EU finder en sådan ny mekanisme. Kommissionens seminar til august ventes at munde ud i konkrete forslag til, hvordan det kan ske.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.