EU-traktater rives væk

Biblioteker 1. juni 2005 06:00

AALBORG: Danskerne kan pludselig ikke få nok af EU. I hvert fald er der så stor efterspørgsel på den nye EU-traktat hos nordjyske biblioteker, at der stort set ikke er nogen tilbage. - Vi er meget overraskede over, at det er gået sådan. Det var vi slet ikke forberedt på. Lige nu venter vi på at få en ny sending, vi kan dele ud af, fortæller bibliotekar Lise Bech fra Det Nordjyske Landsbibliotek i Aalborg. Hun har erfaring for danskernes EU-interesse tilbage til Maastricht-afstemningen tilbage i 1992 og har ikke set noget lignende. - Det er, som om folk nu har indset, at det er vigtigt for os, hvad der foregår i EU. Denne gang vil de sætte sig mere ind i tingene og ikke nøjes med at brokke sig over resultatet efter afstemningen, siger Lise Bech. Landsbiblioteket har modtaget 3000 eksemplarer af traktaten i både en tung og en lettere "folkeudgave", der er distribueret rundt i amtet. En del biblioteker må sige "nej, desværre", når borgere kommer og beder om et eksemplar. Det er først 28. september, danskerne skal stemme om den nye EU-forfatning, der blandt andet definerer EU-borgeres grundlæggende rettigheder og magtens fordeling i den efterhånden enorme union med 25 meget forskellige lande og 450 millioner indbyggere. Den store interesse for traktaten antyder, at der også kan komme en noget større folkelig interesse for EU-valget i Danmark, end vi er vant til. Et fænomen vi lige har set udvikle sig ganske uventet i Frankrig, hvor stemmeprocenten endte med at nå 70 - ganske usædvanligt for den type valg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...