EU uden vision

Inspireret af Peder Christensens Synspunkt (26.6.), der på ret unuanceret vis fremhæver alle EU’s fortræffeligheder, og som har svært ved at acceptere, at den irske befolkning tillod sig at stemme nej til Lissabon traktaten, må et par kommentarer være på sin plads:

Jeg er helt enig med P.C. i, at da grundstenene til EF for godt 50 år siden blev lagt var det et fremsynet projekt, der har sikret en god materiel og fredelig udvikling i Vesteuropa. Men desværre er vi vist mange borgere, der i disse år oplever, at det går med EU, som det også ofte går med regeringer og byråd her til lands. De mister visioner og overblik, bliver handlingslammede, og giver sig i stedet til at detailstyre og bureaukratisere. Så der er bestemt ingen grund til at være EU taknemmelig for de af P.C. nævnte eksempler om, at vi via EU-puljer til landdistrikterne, har fået tilskud til en legeplads i Rebild kommune, når samme EU indfører lovgivning, der kan medføre, at kommuner i samme landdistrikterne ikke må foretage deres indkøb hos de lokale handlende. Lokalt handelsliv og virke er efter min mening en af grundpillerne i en hver kommunes eksistensgrundlag, og hvis EU undlod at blande sig i noget sådant, ville det nok også være muligt, at vi selv skaffede midler til de faciliteter, som borgerne har brug for. Det må vel også være ret paradoksalt for P.C,, at hans parti, Venstre altid ensidigt fremhæver EU’s fortræffeligheder, mens samme parti i høj grad har lagt Danmarks fremtid og udvikling i hænderne på et EU-skeptisk parti, blot for at fastholde magten indenlands for enhver pris. Dette paradoks råber bestemt ikke på respekt. P.C. er også skuffet over de præmisser, debatten i Europa kører på, og her er vi helt enige. Men i stedet for at klandre modstanderne af EU, var det måske bedre at gribe i egen barm, og spørge os selv om, hvorfor for mange af de valgte liberale og borgerlige kræfter til parlamentet mv. så sjældent viser sig på den folkelige scene, men i stedet meget hurtigt vælger at blive anonyme levebrødspolitikere og en del af systemet. Når de indædte modstandere af EU med så få midler kan komme så langt, fortæller det alt for meget om, hvor ringe en indsats P.C.’s partifæller og andre yder for at gøre EU mere folkelig og fremadrettet. Så i modsætning til P.C. kan jeg derimod sagtens se en mening med, at befolkningen engang imellem siger fra, når de gode tiltag fra EU bliver den mindste del, ligesom det er forfriskende, at der trods alt er så meget rygrad i nogle folkeslag, at retten til at være herre i eget hus uden upassende indblanding udefra, sættes langt foran mængden af materielle goder. Lad mig til slut minde om, at netop de to lande i Vesteuropa, der ikke er medlem af EU, Norge og Schweiz, på en lang række områder har en betydelig mere effektiv og velfungerende offentlig sektor end Danmark og andre EU lande har, og for Schweiz’ vedkommende tillige med et markant lavere skatte- og afgiftstryk!