Udland

EU-udvalg: Ja til at sænke told på varer fra Ukraine

EU-Parlamentets udvalg for international handel siger god for kraftig lempelse af EU-told på ukrainske varer.

98 procent af EU's importtold på ukrainske varer skal droppes, siger et stort flertal i Europaparlamentets udvalg for international handel torsdag.

22 medlemmer har stemt for, og to har stemt imod forslaget, som kommer fra EU-Kommissionen. Et enkelt medlem var ikke til stede.

Forslaget er en del af EU's hjælpepakke til Ukraine, som skal være med til at få landet på fode igen økonomisk og samtidig være et vigtigt element i forsøget på at nå en fredelig løsning på krisen i landet.

Til november, når EU og Ukraine skal underskrive handelsdelen af den meget omdiskuterede handels- og associeringsaftale, er det meningen, at importtolden helt bliver droppet.

Men som en del af støtten til det kriseramte land har EU-Kommissionen foreslået, at den del fremrykkes, så der kan komme en lempelse eller et frafald af tolden allerede nu.

Ifølge EU-Kommissionen vil den reducerede told give Ukraine en årlig økonomisk fordel på 3,7 milliarder kroner.

Forslaget mangler stadig godkendelse af EU's medlemslande og af det samlede EU-Parlament.

Onsdag meddelte økonomikommissær Olli Rehn, at EU-Kommissionen gør klar til at udbetale et hastelån på 7,5 milliarder kroner for at hjælpe med at lappe nogle af de mest akutte huller i den ukrainske statskasse.

Pengene er del af den store hjælpepakke, der allerede er blevet politisk godkendt af EU's stats- og regeringschefer, men som først kan frigives efter en formel lovbehandling.

Fredag kommer Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, til Bruxelles for at tilslutte sig EU's stats- og regeringschefer, som holder topmøde torsdag og fredag.

På topmødets anden dag vil EU-lederne underskrive den politiske del af associeringsaftalen med Ukraine, mens den ukrainske premierminister er til stede i lokalet.

Det er kun få uger siden, at Jatsenjuk sidst var i Bruxelles for at trykke hånd med EU's stats- og regeringschefer, da de var samlet for at diskutere krisen i Ukraine til et hasteindkaldt topmøde 6. marts.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst