EMNER

EU ufolkelig

NY START: Det undrer mig ikke, at danskernes opbakning til Euroen og de andre forbehold smuldrer. EU er ganske enkelt ikke de europæiske borgeres projekt, og det skal vi have lavet om på. JuniBevægelsen foreslår en ny start på samarbejdet i EU. Lad befolkningerne i EU’s 27 medlemslande vælge repræsentanter til en demokratisk forsamling, der kan skabe et nyt grundlag for et slankere og mindre bureaukratisk EU. Og hold så folkeafstemninger om det i alle lande på samme tid. Det kan bringe EU ud af krisen – og skabe en tiltrængt bred debat om, hvad vi vil med EU. Løsningen er et slankere og mere demokratisk EU. Vi skal have skabt et samarbejde, hvor vi lovgiver om alt, der reelt er grænseoverskridende. Men vi skal ikke have et EU, hvor reglerne for det Indre Marked gang på gang træder ind over grænsen til den offentlige velfærd. EU skal lovgive om mindre. Når det lovgiver skal det til gengæld gøre det med et ordentligt demokratisk mandat. Vi har brug for en ny traktat, der trækker en skillelinje mellem det Indre Marked og offentlig velfærd. En traktat der sikrer, at lovgivningen sker i åbenhed, og processen er til at forstå og kontrollere for den almindelige borger. EU er alt for vigtigt et samarbejde til at være så håbløst udemokratisk.