Energiselskaber

EU undersøger konkurrenceforvridning i gasselskaber

{ BRUXELLES: EU-Kommissionen har gennemført en række uanmeldte inspektioner i den europæiske gassektor i fem af EU’s medlemslande. Målet er at afsløre, om de besøgte firmaer overtræder EC-traktatens regler imod karteldannelse, der forbyder konkurrencebegrænsning og/eller misbrug af en dominerende position på markedet. Det har Kommissionen nemlig mistanke om, at gasfirmaerne gør, men i en pressemeddelelse understreger Kommissionen dog, at inspektørernes besøg ikke automatisk betyder, at de besøgte firmaer overtræder konkurrencereglerne. Gasselskaber i Tyskland, Italien, Frankrig, Belgien og Østrig fik besøg af Kommissionens embedsmænd, der blev ledsaget af kolleger fra de relevante nationale konkurrencemyndigheder. Undersøgelserne skal ikke være færdige til en bestemt tid, og hvor længe de varer, afhænger blandt andet af, hvor kompleks den enkelte sag er, og i hvor stor udstrækning de berørte selskaber samarbejder med Kommissionen. /ritzau/