EMNER

EU-valg på en søndag

KØBENHAVN:Når de danske vælgere til juni næste år skal stemme til EU-parlamentet, kan det som noget helt nyt komme til at ske på en søndag. Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne opfordrer regeringen til at gøre søndag den 13. juni til valgdag. Medlemslandene kan selv afgøre, om afstemningen skal finde sted torsdag, fredag, lørdag eller søndag. I Danmark er vælgerne hidtil gået til valgurnerne om torsdagen, men da stemmerne først tælles op i alle EU-lande søndag, har de måttet vente tre dage på resultatet. DF's gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at valget til EU-parlamentet vil få større bevågenhed, hvis det holdes og tælles op samme dag. Han får støtte fra Socialdemokraternes EU-ordfører, Henrik Dam Kristensen. - Jeg synes, det skal prøves. Det er en flad fornemmelse at gå ned og sætte sit kryds om torsdagen, og så vente til søndag på resultatet, siger Henrik Dam Kristensen, der håber, at det kan være med til at højne stemmeprocenten ved parlamentsvalgene. Ved det seneste valg til EU-Parlamentet i 1999 nåede stemmeprocenten herhjemme kun lige op over 50 procent. /ritzau/