Apple betaler milliarder og undgår skattesag

Apple betaler knap 100 milliarder kroner tilbage, så EU planlægger at droppe retssag mod teknologigiganten

Margrethe Vestager - her fra Radikale Venstres landsmøde - vil trække retssagen mod Apple tilbage. Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scapix

Margrethe Vestager - her fra Radikale Venstres landsmøde - vil trække retssagen mod Apple tilbage. Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scapix

IRLAND:EU-Kommissionen vil droppe en retssag mod Irland, efter at Apple har betalt 13,1 milliarder euro (knap 100 milliarder kroner) tilbage i skat.

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har krævet, at Irland selv skulle inddrive pengene fra den amerikanske teknologigigant, men landet har hidtil nægtet. Hun foreslår nu at trække retssagen tilbage.

- I lyset af den fulde betaling fra Apple af den ulovlige statsstøtte, det modtog fra Irland, vil kommissær Vestager foreslå kommissærkollegiet at trække retssagen tilbage, lyder det i en e-mail fra en talsmand til Reuters.

Det enorme beløb var resultatet af en længere undersøgelse i EU, hvor det kom frem, at Apple havde betalt langt under en procent i skat i EU på grund af en skatteaftale med Irland.

Både Apple og den irske regering afviser den afgørelse, som Margrethe Vestager pålagde parterne i 2016. Den irske regering vil ikke anerkende, at Apple skulle have fået en skattefordel og har tidligere appelleret kendelsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.